24 ud af 27 politikere klar på at fortsætte i kommunalbestyrelsen. Men stort parti siger farvel til to stemmeslugere
Det politiske engagement er stadig stort i den nuværende kommunalbestyrelse, viser Lokalavisens rundspørge.
Der er mindre end et år, til vi igen skal til stemmeurnerne.
18. november skal vælgerne beslutte, hvem der skal repræsentere lokaldemokratiet i Norddjurs Kommune.
Derfor har Lokalavisen spurgt de nuværende 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen, hvordan deres politiske fremtid ser ud.
Vi har stillet to spørgsmål: Genopstiller du til KV25? Og hvad bliver dit vigtigste politiske projekt i en kommende valgperiode?
Vi bad politikerne om at fatte sig i korthed, og så beder man selvfølgelig selv om en ’alt er jo relativt’-tilgang. Derfor er nogle af svarene redigeret ned.
Én politiker er endnu uafklaret om fremtiden, mens det også er værd at bemærke, at kommunalbestyrelsens største parti nu skal ud og finde knap 2000 stemmer med et par stemmemæssige sværvægteres afgang efter denne valgperiode.
Aleksander Myrhøj (SF)
Genopstiller
»At styrke vores børn og unges trivsel og fremtidsmuligheder bl.a. ved at skabe bedre rammer for medarbejdere og ledere, der er tæt på og former hverdagen. Der skal ro på familielivet og tilbydes et solidt fundament af støtte og hjælp, når livet gør ondt. Tryghed, stabilitet og trivsel er mine nøgleord for at alle uanset forudsætninger, alder eller indkomst kan udleve deres potentiale. Et stærkt børne- og skoleområde, et stærkt socialområde og en stærk vision for fremtidens Norddjurs er vejen frem.«
Benno Blæsild (Venstre)
Genopstiller
»Det overordnede politiske projekt for mig i næste valgperiode er, at arbejde for at forøge sammenhængskraften i hele Norddjurs Kommune såvel på det rent fysiske plan som på det mentale plan.
Jeg vil arbejde på at skabe en fælles forståelse for, at Norddjurs Kommune har et stort udviklingspotentiale, som kan forandre os til en vækst- og bosætningskommune. Det er vigtigt for mig af vi som borgere er opmærksomme på, hvad vi kan gøre hver for sig og i fællesskab, for at Norddjurs Kommune kommer til at opleve vækst både erhvervsmæssigt og livskvalitetsmæssigt.«
Benny Hammer (Konservative Folkeparti)
Genopstiller
»Af vigtige emner kan nævnes: Forbedring af infrastrukturen på Djursland.
Udvikling af vores nære sundhedsvæsen.
Tiltrækning af flere borgere og virksomheder.«
Allan Gjersbøl Jørgensen (Socieldemokratiet)
Genopstiller
»Jeg vil blandt andet have fokus på familieliv, foreningsliv og erhvervsliv - tre vigtige søjler i Norddjurs. Et familieliv hvor der er ro i hverdagen via gode skoler og fordi der er tryghed i ældreplejen. Et foreningsliv hvor vi skaber fællesskaber i byer og bysamfund og en kultur om at være en del af noget større. Et erhvervsliv, hvor kommunen er en aktiv medspiller overfor nye og nuværende virksomheder uanset om det behandlingstid af byggesager eller behovet for arbejdskraft. Jeg vil som socialdemokratisk borgmester skabe et Norddjurs med fællesskab, tryghed og udvikling.«
Diana Therese Mikkelsen (Danmarksdemokraterne)
Genopstiller
»Jeg vil fortsat arbejde for den positive udvikling vi har opnået gennem de sidste år herunder en understøttelse af vores erhvervsliv og tiltag der både fremmer beskæftigelsen og bosætning. Der skal fortsat være stor fokus på vores borgere og de tilbud vi som kommune stiller til rådighed uanset alder og postnummer.«
Niels Basballe (Socialdemokratiet)
Genopstiller
Mit fokus vil ligge på klimahandlingsplanen for Grenaa. Projekt “Næse for vand”. Og så vil jeg have ekstra fokus på byfornyelsen af Trustrup. Den er voldsom forsømt i flere år.«
Rikke Albæk Jørgensen (Venstre)
Genopstiller
»Jeg vil meget gerne være med til at arbejde videre for den popsitive retning Norddjurs Kommune er på vej i. Sikre det niveau vi har på ældreområdet, erhvervsområdet og ungdomsområdet. Støtte op om vores skoletilbud med overbygning i den midterste del af kommunen ved at færdiggøre de fysiske rammer og bakke op om de frivilliges tværsamarbejde. En cykelsti mellem Ørum og Glesborg er et stort ønske, både pga. trafiksikkerhed men også for turismen fra Gjerrild/Fjellerup/ til Djurs Sommerland.«
Fritz Birk Sørensen (Socialdemokratiet)
Genopstiller
»Jeg vil arbejde videre på den gode udvikling vi har på bl.a. arbejdsmarked og erhvervs området, samt give vores borgere, børn som ældre et godt kultur og fritidstilbud med mange muligheder. Folkeskolen og daginstitutioner skal være for alle med kvalitet i højsædet. Jeg vil sættet den grønne dagsorden højt. Og ikke mindst have et godt sundheds tilbud til vores ældre og sårbare borgere her i Norddjurs.«
Karoline Bergkvist Søgaard (Socialdemokratiet)
Genopstiller
»Min vigtigste politiske dagsorden for perioden 2026-2029 er at skabe tryghed og varme for ældre og borgere på socialområdet. Der skal være fokus på værdig omsorg og et hjerte for den enkelte. Samtidig ønsker jeg at styrke indsatsen for at gøre Norddjurs til Danmarks bedste arbejdsmarked med gode rammer for både borgere, medarbejdere og virksomheder.«
Niels Ole Birk (Venstre)
Genopstiller
»Mine mærkesager er grøn omstilling og klimasikring. En sund økonomi - god økonomi på både kort og lang sigt.
Fortsat fokus på gode rammevilkår for erhvervslivet – ved henvendelser til kommunen skal borgeren/erhvervslivet behandles som ”kunder i butikken”.
Bevarelse af skoler og børnehaver i nærområdet, så vi kan tiltrække nye borgere og fastholde vores ressourcestærke og utrættelige frivillige.
Infrastruktur x 4: veje – kollektivtrafik – mobildækning/fiber – Hastigheds nedsættelse i byerne.
Landsby-pulje til byer under 3000 indbyggere.«
Niels Skov Pedersen (Konservative Folkeparti)
Genopstiller
»Der skal ingen vand i Kolindsund. Det har ingen kvælstofeffekt, og det vil dele Djursland på grund af den store indvirkning på infrastrukturen. Jeg mener, andre projekter vil gøre mere for miljøet.
Vi har en af de flotteste kommuner, som skal være et dejligt sted at bo, og jeg vil arbejde for en samlet kommune, hvor vi lytter til borgerne.
Og så skal vi sørge for at placere den grønne omstilling med VE-anlæg, biogas og vindmøller rigtigt i kommunen.«
Martin Raghner (Konservative Folkeparti)
Genopstiller
»Afledt af mit politiske arbejde i mine nuværende udvalg, vil jeg fortsætte med at sætte fokus på den værdige sagsbehandling i arbejdsmarkedsafdelingen med ønsket om en fortsat høj brugertilfredshed blandt borgerne. Jeg vil – utrætteligt – have fokus på at skabe de bedste rammer for både børn, unge og personale i vores daginstitutioner og skoler, hvor trivsel vil være et kardinalpunkt for mig. Og så vil jeg fortsætte med at være tro mod mig selv og mine værdier: Ordentlighed, ansvarlighed og troværdighed.«
Stinne Thorsen Kvorning (Liberal Alliance)
Genopstiller
»Fortsat fokus på, hvordan vi sikrer at kommunen fremadrettet, er i stand til at varetage kerneopgaverne. Jeg vil selvfølgelig håbe at jeg efter en ny konstituering stadig vil have mulighed for at være repræsentant for et godt og solidt erhvervsliv. Vi skal hele tiden sørge for, at Norddjurs er et sted man både har lyst at drive virksomhed og arbejde i. Jeg brænder inderligt for det enorme arbejde, vi har udrettet i BUU de seneste år. Og jeg vil kæmpe for, at den gode retning fortsætter. Jeg vil arbejde konstruktivt for, at vores dagtilbud og skoler får de bedste rammer, hvor skolebestyrelserne og ledelsen får så meget selvbestemmelse som overhovedet muligt. Mit håb for børnene i Norddjurs er, at vi i kommende valgperiode, helt dropper test-hysteriet, og i stedet fokuserer på børnene som hele mennesker.«
Jens Kannegaard Lundager (Dansk Folkeparti)
Genopstiller
»Jeg vil fortsætte den borgerlige økonomisk ansvarlige politik. Jeg vil kæmpe for at sikre, at vores ældre, syge, handikappede og udsatte børn og unge får den hjælp og støtte, de har brug for Jeg vil styrke det nære, investere i en attraktiv kommune med gode skoler og institutioner, og sikre, at erhvervslivet har de bedste rammer. Samtidig vil jeg værne om vores landsbyers karakter og afvise uhensigtsmæssig placering af solcelleanlæg.«
Tom Bytoft (Socialdemokratiet)
Genopstiller ikke (fik 331 stemmer ved valget i 2021)
»Jeg har været med i små 30 år, så nu er det nok.«
Ulf Harbo (Enhedslisten)
Genopstiller
Mærkesager:
»Mere natur ved at forbinde byer, skove og kyster med naturkorridorer med særligt fokus på lavbundsjorde og marker rundt om åer og søer der lige nu bliver dyrket. Sund fornuft, værdig sagsbehandling for arbejdsløse, kronisk syge og handicappede og en generel styrkelse af den borgernære velfærd særligt for børn og ældre frem for bureaukrati og konsulenter.«
Jytte Schmidt (SF)
Genopstiller
»Det vigtigste er velfærd, god normering i daginstitutioner, skoler hvor børn trives og lærer så vores uddannelsesniveau hæves, sundhed og god pleje af vore ældre og syge. Et værdigt liv for handicappede. Det skaber også befolkningstilvækst.«
Lars Møller (Socialdemokratiet)
Genopstiller
»Mere fokus på ældre. Det skal være muligt at leve et godt og trygt liv, som gammel, uanset om man bor hjemme eller på et plejehjem. Der skal også mere fokus på pårørende, til syge og demente. Hvor meget kan vi tillade os at lægge over på de pårørende? Og fokus på sundhed. Man har selv et ansvar for at leve et sundt liv, men kommunen skal stå ved sit ansvar og understøtte med forebyggende sundhedstilbud. Der er både penge og livskvalitet i, at give sundhedsfremmende og forebyggende tilbud.«
Mads Jensen (Konservative Folkeparti)
Genopstiller
»At kunne fortsætte de retninger omkring Fremtidens Velfærd vi har haft mulighed for denne periode. Herunder det omfattende arbejde med Velfærdsplanen, samt Udviklingsprocessen på Socialområdet. Begge indeholder langsigtede løsninger på velfærdsudfordringerne, og de kræver at vi kan og vil holde kurs. Som udvalgsformand kan jeg kun understrege vigtigheden af stabilitet og ro for velfærdsområderne.«
Morten Friis Heidemann (Venstre)
»Jeg har ikke taget stilling til på nuværende tidspunkt om jeg genopstiller.«
Sebastian Halkjær-Grauert (Liberal Alliance)
Genopstiller
»Jeg vil arbejde for, at vi får fremtidssikret Norddjurs Kommune. Vi skal have styr på hvilke opgaver der SKAL udføres, og hvilke opgaver vi kan udføre, og måske fjerne nogen af de ting, som vi ikke nødvendigvis skal udføre, for så at have mere økonomi og arbejdskraft til at udføre vores skal-opgaver. Jeg vil foreslå at alle udvalgene ved starten af valgperioden laver en langsigtet plan for, hvad der skal arbejdes med i perioden, så alle udvalg får lavet en langsigtet strategi. Slutteligt vil jeg gerne have muligheden for at forsætte det gode arbejde i kultur- og fritidsudvalget, hvor vi er i gang med at “rydde op” i tingene over hele linjen.«
Anette Ruby Liebe (Socialdemokratiet) Anders Stenumgaard Lind (Socialdemokratiet)
(Anette Ruby Liebe er i øjeblikket på orlov fra kommunalbestyrelsen. Hendes stedfortræder Anders Stenumgaard Lind har svaret på egne vegne i forhold til kommunalvalget. Han var også opstillet til valget i 2021)
Genopstiller
»Mine overordnede politiske projekter bliver fortsat. Gennem bl.a. min bestyrelsespost i Aqua Djurs sikre fokus på den fortsatte grønne omstilling for et bedre miljø samt sikre at omstillingen foregår så den bliver bæredygtig og ikke mindst indbringende for kommunen og dens borgere i form af generelt flere jobs, opgaver til det lokale erhvervsliv samt tiltrækning af nye virksomheder. Bidrage til at fastholde en dagsorden om vigtigheden af øget tilflytning til Norddjurs bl.a. børnefamilier til kommunen, hvilket skal ske gennem sikring af kvalitetsløft af folkeskoler, daginstitutioner, fastholdelse af ungdomsuddannelser, IB College og meget gerne flere videregående uddannelser til kommunen.
Fortsat kæmpe for vigtigheden af bevarelse af og udvidelse af Aarhus Lufthavn, sikre at Norddjurs fortsat vækster som attraktiv turistdestination samt at der investeres i at gøre havnemiljøet og Sydhavnen i Grenaa til attraktivt og rekreativt område for både turister, lokale og erhvervsdrivende.«
Jens Meilvang (Liberal Alliance)
Genopstiller
»God ældrepleje. Mere frit valg for borgere. Tryg pasning af vores børn. Effektiv drift af kommunen (bl.a mere udlicitering) og Danmarks mest erhvervsvenlige kommune.«
Kasper Bjerregaard (Venstre)
Genopstiller
»Norddjurs Kommune udvikler sig meget positivt. Siden valget er der sket et markant skifte i måden at arbejde og fungere på. Vi udvikler og genopretter velfærdsområder, der har haltet længe - eksempelvis socialområdet. Erhvervslivet oplever et markant bedre samarbejde med kommunen, turismen blomstrer og sidst men ikke mindst er økonomien stabil. Stemningen er positiv og der er udvikling i hele kommunen. Den dagsorden skal fastholdes, så vi griber de mange muligheder, vi har her i Norddjurs. Det vil jeg som Norddjurs Kommunes borgmester fortsat være garanten for.«
Bente Hedegaard (Socialdemokratiet)
Genopstiller
»Jeg vil fortsat arbejde for, at styrke og understøtte folkeskolen med- mere 2-voksenordning,- midler til at styrke børns faglighed i primært dansk og matematik- tidligere målrettet indsats. Vi skal fortsætte den gode dialog og tætte samarbejde med erhvervslivet og arbejde for at vi i kommunen kan tiltrække flere virksomheder. Vi skal have mere dialog og samarbejde om de ældres behov. Vi bliver en kommune med flere og flere ældre –og vi skal formå at skabe gode rammer og vilkår for de ældre og inddrage dem meget mere i fællesskabet.«
Jan Petersen (Socialdemokratiet)
Genopstiller ikke (fik 1619 stemmer ved valget i 2021)
»Jeg har været folkevalgt siden 1990 som folketingsmedlem i 17 år og efter en kort pause og borgmester i 12 år og kommunalbestyrelsesmedlem i 4 år når jeg tæller denne periode med. Det er ialt 33 år og godt halvdelen af mit liv indtil nu. Jeg vil fortsat være politisk engageret og er allerede nu formand for Socialdemokratiet i Norddjurs Kommune. Men vil også nyde børnebørn, have, lokalsamfund og måske finde tid til at nedskrive væsentlige politiske og personlige oplevelser i mit liv med nærstudie af mit omfattende privatarkiv inden det afleveres til egnsarkivet.«
Kasper Vindbjerg (SF)
Genopstiller
»Den vigtigste dagsorden for mig er uden tvivl, at vi giver både vores klode og samfund videre bedre, end vi modtog dem. Så der er fortsat vigtigt arbejde at gøre for vores børn, natur, miljø, klima og udsatte borgere, og dem ønsker jeg fortsat at bruge min stemme til aktivt at arbejde for.«