Fortsæt til indhold

Auning-gavekortet går analogt op til julehandlen

Har du et elektronisk gavekort til Aunings butikker, skal det indløses senest 23. december.

Norddjurs

Auning-gavekortet, der kan bruges til en række af byens butikker, har længe været muligt at købe i den elektroniske udgave, men på grund af forskellige omstændigheder er den nye version af gavekortet ikke tilgængeligt i øjeblikket.

Derfor går Auning Handel og Erhverv analog op mod julehandlen, fortæller brugsuddeler og formand for handelsstandsforeningen Anders Rasmussen.

»Vi skal have skiftet det elektroniske gavekort ud, og det når desværre ikke at komme på plads inden jul. Derfor har vi indtil da lavet fysiske gavekort til en værdi af 100 kroner hver,« fortæller Anders Rasmussen.

Rund op eller ned

Der er således fortsat rig mulighed for at købe gavekort til byens butikker. Der er dog den forskel, at man i den elektroniske version fuldstændig selv kan bestemme værdien af gavekortet.

I den fysiske version bliver man nødt til at runde op eller ned til nærmeste 100 kroner.

»Det er som sådan ikke det store problem, men det er klart, at hvis man havde besluttet at give et gavekort til 250 kroner, så skal man jo finde ud af, om man så vil give for 200 eller 300 kroner i stedet,« konstaterer han.

De nuværende elektroniske versioner af gavekortet virker stadig, men ligger man inde med sådan et, skal man lige notere sig følgende dato.

23. december i år skal de elektroniske gavekort således være indløst.

Det nye Auning-gavekortet bliver tilgængelig i midten af januar 2025.