Efterspørgsel fra mikrolandbrug er eksploderet: »Jeg kunne nok afsætte æg fra 2000 høns«
Kasper fra Kæret er klar til den første udvidelse af sin lille gård, når der skal vokse tomater i hønsenes efterladenskaber.
Der er noget med, at en fjer lige pludselig kan blive til fem høns, og det er i mere end bogstaveligste forstand det, der et sket på Kasper Sørensens mikrolandbrug ’Kasper fra Kæret’ i Emmelev.
Han startede med at producere og sælge mikrogrønt i 2022. I foråret i år udvidede han landbruget med ægproduktion fra 340 høns, og det er her vokseværket i det lille landbrug for alvor er sat ind.
»Jeg har ikke æg nok til at følge med efterspørgslen. Fra næste sæson har jeg allerede solgt samme mængde på forhånd, så jeg udvider næste år med et nyt hønsehus og 500 høns, så jeg kommer op over 800 høns,« fortæller Kasper Sørensen.
»Jeg tror , jeg kunne afsætte æg fra 2000 høns, hvis det skulle være, men så hurtigt kan jeg ikke udvide,« tilføjer han.
Overraskende æg
Efter en lidt træg start i ægge-afsætningen har efterspørgslen overrasket Kasper Sørensen.
Det er således både private og restaurationer, der køber æggene, men også blandt mindre erhvervsdrivende i for eksempel Aarhus, som forhandler lokale fødevarer, er de blevet eftertragtet.
»I starten hobede æggene sig op, fordi jeg ikke havde fundet alle kunderne. Da tænkte jeg ’nej’ nej, nej, var det alligevel for vild en satsning.’ Men det var det altså ikke,« konstaterer han.
Fra høns til tomat
Den store succes i hønsegården fører nu til den første fysiske udvidelse af det lille landbrug.
Kasper Sørensen har bygget et drivhus, hvor hønsene skal gå i løbet af vinteren.
Det kommer der en masse hønsegødning ud af, og den slags vokser tomatplanter særdeles godt i.
Derfor har Kasper Sørensen sat gang i en crowdfunding-kampagne hos Coop, hvor han samler ind til opstart af dyrkningen af tomater på gården.
Indsamlingen går til blandt andet indkøb af frø, potter og grej til planteproduktion, og så skal der indrettes et svalerum til opbevaring af tomaterne efter høst. Svalerummet skal desuden bruges til de øgede mængder æg og mikrogrønt.
»Hønsegødning er rigtig godt at dyrke i. Faktisk lidt for godt, for stænglerne kan nærmest blive brændt af, hvis man bruger lidt for frisk gødning, så der er lige en proces med at adskille det og kompostere det, men det er jo ud fra en tanke om bæredygtighed at bruge et restprodukt fra hønsene til at dyrke tomater. Jeg tror virkelig på, at der er et marked, som er på vej op for fødevarer, der bliver tænkt på den måde,« siger Kasper Sørensen.
Han håber på, at tomaterne vil være til salg fra gårdens vejbod og i lokale detailbutikker. Tomaterne vil også kunne bestilles af restauranter til levering.