Ny restaurant byder på smagen af Italien på et uventet sted
Stenvad har historie for at tage imod folk udefra. Nu åbner 'Saporeum' for sydlandske delikatesser i byen.
December og januar er normalt stille, mørke dage på Stenvad Mosebrug. Men ikke i år. I stedet bliver de højloftede rum fyldt med hygge, mad og italiensk varme, når restauranten ’Saporeum’ åbner for autentisk italiensk mad.
Man skal dog skynde sig, hvis man skal smage de sydlandske lækkerier. Saporeum åbner som pop-up restaurant, så det er kun i december og januar, at du kan finde spisestedet i Stenvad.
Det skriver Mosebrugscenteret i en pressemeddelelse..
Faldt pladask
Kvinden bag Saporeum er Corina Sobol, der med mange års erfaring fra restauranter i Italien nu erstatter støvlelandet med Djurslands nordkyst.
Egentlig skulle hun have åbnet restaurant i Grenaa, men da det projekt blev forsinket, søgte hun efter et midlertidigt sted at udøve sin kogekunst.
»Jeg faldt pladask for stedet, omgivelserne og den historiske fortælling på Mosebruget. Så jeg var mægtigt glad, da det viste sig, at jeg kunne flytte min madlavning til Stenvad Mosebrug,« fortæller Corina Sobol.
Det blev de også på mosebrugscenteret, fortæller udviklingsleder Ikki Lyng.
»Vi er meget glade for at kunne invitere Corina ind på Mosebruget. Vi ser os selv som et mødested, og hvad er bedre at mødes over end et godt måltid mad? Vi vil også gerne støtte det lokale initiativ og iværksætteri, og det er også vigtigt, at så mange som muligt oplever mulighederne i vores fantastiske hus og meget gerne med en masse indtryk udefra som inspiration. Samtidig giver det også ekstra indtægt i de magre vintermåneder,« konstaterer Ikki Lyng.
Selv om italiensk mad og tørvebrug ikke umiddelbart rimer på hinanden, kan der faktisk trækkes tråde til områdets historie og til Danmarkshistorien.
Det fortæller historiker på Stenvad Mosebrug, Søren Madsen.
»I Stenvads storhedstid var byen en smeltedigel med folk fra Polen, Tyskland, Sverige og England. Det ligger om jeg så må sige i byens DNA at tage imod indtryk udefra,« siger Søren Madsen.
Frisk pasta og gode råvarer
Det gør sig forhåbentlig også gældende, når Corina Sobol slår dørene op 7. december.
Her har hun nemlig hverken dansk julemad eller nordisk vintersul på menuen.
Til gengæld byder Saporeum på både frisk pasta og autentiske italienske retter.
»Jeg bruger både italienske og lokale, danske råvarer i mit køkken, og så laver jeg pastaen selv, så den er helt frisk når den kommer på bordene. Det er vigtigt for mig at servere autentisk, italiensk mad. Enkelt og med fokus på råvarerne,« forklarer Corina Sobol, der oprindeligt kommer fra Rumænien.
Det er vigtigt for hende, at man kommer for at få en oplevelse. Maden er i centrum, men samværet om bordet, roen i at være væk fra dagligdagen,
»Når jeg serverer min mad for folk, og jeg kan se at de glemmer tid og sted for et kort øjeblik, opslugt af smagen, duften og oplevelsen. Dér er min ægte passion,« fastslår Corina Sobol.
Og så er der selvfølgelig lige navnet.
’Sapor’ betyder smag på italiensk, og ’eum’ er en endelse, der angiver sted. Ligesom i ’museum’, der egentlig betyder et sted, dedikeret til muserne.
Saporeum åbner d. 7. december og har derefter åben hver dag fra 17-21.30.