Magtens mænd, modstandsfolk og moderne visioner - derfor er historiske Løvenholm stadig aktuel

Man kan ikke helt undgå, at det gamle gods giver et øjeblik med tilbageholdt åndedræt.

Selv på en tirsdag i december, som helt objektivt set må ligge på et af de allernederste trin på julestemningens rangstige, så forsvinder rusk og regn og gråvejr for en stund, når man krydser voldgraven over ujævne brosten og ud af kastanje-alléen rejser Løvenholm sig.

De ranke røde mure med de to runde tårne og de røde tage med de mange skorstene vil fortælle historier.
For de fleste stopper historien om Løvenholm dog her på gårdspladsen.

Selve slottet er ikke åben for offentligheden, og selv om parken er tilgængelig for en gåtur, så er det ikke her, der høstes viden om stedet.

Det laver en ny bog nu om på.
For spørgsmålet jo, hvorfor vi overhovedet skal interessere os for Løvenholm? Det handler om både fortiden, nutiden og ikke mindst fremtiden.

Fortiden

Vi står inde i ”Den Blå Sal” i Løvenholms hovedbygning, hvor fortidens øjne hviler på os gennem gyldne indramninger.

Der er bogreception for bogen med den mundrette titel ’Løvenholm’, og i midten af det hele står hovedforfatter Klaus Højbjerg.

Han er til daglig forskningsmedarbejder på Dansk Center for Herregårdsforskning. De holder til ganske kort herfra på en anden af lokalområdets historiske herregårde; Gammel Estrup, som ud over afstanden har ganske tætte tråde til Løvenholm.

Klaus Højbjerg lægger ikke skjul på, at det har været lidt af et privilegium for ham at beskæftige sig så indgående med godset, der kan dateres helt tilbage til 1400-tallet, og som forfatteren ikke tøver med at kalde for et af landets vigtigste.

»Det er nogle af de vigtigste mænd i danmarkshistorien, som har ejet det her gods. Om en af de tidlige ejere, Gert Rantzau, sagde man, at han havde kongens hjerte. Vel at mærke kong Christian 4. Man sagde om ham, at han var den eneste, der kunne få kongen til at ændre holdning. Det er et gods med en rigtig spændende historie, og bogen er vigtig for at få sat Løvenholm mere på verdenskortet,« fortæller Klaus Højbjerg.

Måske i virkeligheden også på det lokale kort og i den lokale bevidsthed. I hvert fald havde den sidste private ejer af godset, grosserer Valdemar Uttental, stor indflydelse på, hvordan området omkring Auning har formet sig.

Han købte Løvenholm i 1929, men allerede året inden købte han hovedbygningen på Gammel Estrup med park og det tilhørende skovgods. Her stiftede han Gl. Estrup, Jyllands Herregårdsmuseum, som blev indviet i 1930 og altså er fundamentet for de store museer, der i dag ligger på herregården.

Valdemar Uttental lagde efterfølgende skovgodset på Gammel Estrup sammen med Løvenholm. I dag er det stadig et af landets største godser med et areal på omkring 3300 hektar.

»Uttenal sætter et meget solidt aftryk på lokalområdet og Østjylland. Hans intention var, at Løvenholm skulle være kostskole for drenge. Det blev det aldrig, men det resulterede faktisk i, at der blev bygget kollegium i Grenaa. Der har bare været en masse folk på det her sted, som har haft betydning for lokalhistorien, men som altså også har spillet en rolle i Danmarks historie,« uddyber Klaus Højbjerg.

Nutiden

Forfatteren fremhæver flere historiske nedslagspunkter, som er er udsprunget fra Løvenholm.

Da den tyske slægt Rantzauerne ejede godset i begyndelsen af 1600-tallet indførtes nogle helt nye måder at drive landbrug i Danmark på ved blandt andet at grave grøfter og afvande våde områder og samtidig lede vand hen til mere tør jord og dermed sørge for et mere effektivt landbrug.

En tidligere ejer, Peder Severin Fønns, var foregangsmand for, at et stort antal tidligere fæstebønder blev selvejere.

Og så har Løvenholm Skovene bidraget væsentligt til den danske modstandskamp under Anden Verdenskrig, mens Valdemar Uttental ejede Løvenholm.
Her var skovridderparret Jørgen og Kirsten Damgaard nogle af de helt centrale personer i et bredt forgrenet netværk af modstandsbevægelser, som talte blandt andet Hvidstengruppen, Hornsletgruppen og Pindstrupgruppen.

Mange af disse historier kendte Michael Ehrenreich ikke til, da han trådte ind i bestyrelsen i Løvenholm Fonden, som i dag ejer godset.

Han er tidligere hofmarskal ved kongehuset, og så er han også mangeårig journalist.

Derfor gik han straks i gang med sin research af godset, da han blev en del af bestyrelsen.
Her fandt han ud af, at en samlet historie først måtte støves af i antikvariatet i forfatter N. J. Israelsens bog, som på grund af dens alder i øvrigt ikke indeholdt godsets moderne historie. Og nok også havde en anelse søvndyssende karakter.

»Jeg er faktisk ikke sikker på, jeg nogensinde fik læst den færdig, og så spurgte jeg rent ud mine kollegaer i bestyrelsen, om der ikke findes noget bedre end den. Jeg fik at vide, at det var der ikke. Så kom idéen om, at jeg syntes vi burde have den fortællende historie om stedet,« fortæller Michael Ehrenreich.

En god idé, syntes resten bestyrelsen.
Dygtige moderne historiefomidlere med Klaus Højbjerg i spidsen blev engageret og skarpe billeder af fotograf Søren Kjeldgaard sørger for et både lettilgængeligt og visuelt indbydende værk, så man i 2024 får lyst til at lade Løvenholm blive en større del af bevidstheden.

Det var selvfølgelig netop pointen, uddyber Michael Ehrenreich.

»Hvis man har et ønske om at bevare noget for eftertiden og de kommende generationer, så skal der noget særligt til. Så skal der levende formidling til. Det er meget krævende, fordi der er så meget andet. Der synes jeg virkelig, at forfatterholdet har leveret tekstmæssigt sammen med nogle fantastiske billeder, der viser, at Løvenholm er et fantastisk sted,« konstaterer Michael Ehrenreich.

Fremtiden

Når vi nu taler om kommende generationer; klimaet og grøn omstilling det absolut øverste punkt på dagsordenen, og hvor passer et historisk gods med et af landets største skovbrug ind i den fremtid?

Det vil bestyrelsesformand Peter Gæmelke gerne svare på.
Hans udsigt er betingelserne i den grønne trepartsaftale, som blandt andet byder på mere skovrejsning og mindre landbrugsjord.
Den fremtid er Løvenholm klar til at deltage i. Endda meget aktivt.

Godsets ejendom breder sig over omkring 3500 hektar. Knap 3000 af dem er allerede skov, og Peter Gæmelke understreger, at man fra fondens side ikke ønsker at deltage i en politisk diskussion for eller imod målene i trepartsaftalen, men på Løvenholm har man på baggrund af betingelserne allerede været i gang med at afsøge mulighederne for mere skovrejsning.

»Nu er det jo en samfundsopgave, at der skal være mere skov. Der er nogle mål for Danmark, som Folketinget har besluttet. Vi har kigget rundt i hjørner og kanter, og det forholder sig rent faktisk sådan, at vi har omkring 130 hektar, som vi kan beplante med skov. Vi skal først se de egentlige vilkår, så der er en kabale, der først skal falde på plads, inden vi går i gang. Det er også kommunerne, der skal være med til at udpege, hvor de vil have skov. Men vi spiller ind med 130 hektar, og jeg tror, de vil tage imod det med kyshånd,« siger Peter Gæmelke.

En del af en kommende skovrejsning kan blive en ny hundeskov i lokalområdet, fortæller bestyrelsesformanden.
Hvor det eventuelt bliver, kan han endnu ikke afsløre, da det først kræver nærmere undersøgelse.

Peter Gæmelke slår dog fast, at man fra Løvenholm Fondens side også ser skovrejsningen som en brugbar målsætning i forhold til landets fremtidige behov for træ til blandt andet byggeriet.

»Vi synes, et af målene må være, at Danmarks skal være selvforsynende med træ. Vi har meget svært ved at forstå, at alle statsskovene bare ligger hulter til bulter, og alle værdierne går tabt, så vi må importere dem fra andre steder i verden. Vi synes, det skal produceres her, hvor vi skal bruge det. Det vil vi gerne understøtte, så vores oplæg er, at vi vil være med til at plante mere brugbar skov,« anfører bestyrelsesformanden.

Peter Gæmelke noterer desuden, at Løvenholms landbrugsarealer på omkring 250 hektar ikke skal tages ud af drift til for eksempel omdannelse til naturområder.

For det første er omkring 300 hektar af godsets ejendom allerede karakteriseret som naturområde. Det kræver bare, at man tager gummistøvlerne på og tager ud og oplever, mener formanden.
Og for det andet er det ikke meningen, at fremtiden skal rydde alle dele af fortiden.

»Der er omkring 250 hektar, der drives landbrug på, og noget af det er Løvenholms gamle herregårdslandskab. Det ønsker vi ikke at ødelægge. Og i forhold til alle de bestemmelser, der ligger på de arealer, må vi heller ikke rejse skov derude. Personligt mener jeg også, at der stadigvæk skal være plads til, at vi kan dyrke mad, så du og jeg kan få noget at spise i morgen,« siger Peter Gæmelke.