Læg en hyldest til den lokale frivillighed under juletræet
Januarmørket lyses op af hyldesten til kommunens foreninger. Nu er de gratis billetter frigivet.
Billetter er en populær gave under juletræet, og nu kan du give dig selv og dem du holder af gratis billet til Norddjurs Awards den 24. januar i Pavillonen i Grenaa. Prisfesten hylder alle de frivillige, som gør det nordlige Djursland til et godt sted at leve og bo.
Fodboldikonet Kasper Fisker og Kulturskolens KulturAkademi står for de underholdende indslag.
Ved Norddjurs Awards uddeles der hvert år otte priser til frivillige ildsjæle, der gør en forskel for andre i Norddjurs Kommune.
De gratis billetter til den store prisfest er netop givet fri, og for kun 30 kroner kan man deltage i hyggelig fællesspisning inden showet. Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
»Man behøver ikke have haft hjemmebane på Randers Stadion eller danset på TV2 i prime time for at være et stort ikon. Man kan også trofast stå for torsdags-træningen i det lokale svømmebassin, eller have holdt styr på kontingenterne i den lokale forening de sidste 20 år. Norddjurs Awards underholder i år med hele paletten af ikoner, så kom og vær med til at hylde de lokale frivillige og nyd en hyggelig fællesspisning med andre ildsjæle i Norddjurs,« lyder opfordringen fra Allan Gjersbøl Jørgensen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune.
Frivillighed er en identitet
Mads Jensen, formand for Voksen- og Plejeudvalget i Norddjurs Kommune supplerer:
»Frivilligt arbejde er en stor del af vores Norddjurs identitet. Vores kommune er fyldt med ildsjæle, der med deres tid og indsats gør vores lokalsamfund stærkere og mere sammenhængende. Derfor er det så vigtigt, at vi anerkender og fejrer de frivillige, som hver dag gør en forskel. Deres dedikation fortjener vores dybeste taknemmelighed og respekt, og det er derfor, vi endnu engang afholder Norddjurs Awards, hvor der er plads til at hylde og sige tak til de frivillige.«
Norddjurs Awards afholdes i Pavillonen i Grenaa fredag den 24. januar 2025 kl. 18:30-21:30. Inden showet kan man være med til fællesspisning for kun 30 kroner.
Du kan læse mere om showet og sikre dig billetter på hjemmesiden: www.norddjurs.dk/awards
Norddjurs Awards afholdes i samarbejde mellem Norddjurs Kommune, Norddjurs Idrætsråd, Norddjurs Fritidsråd, Handicaprådet og Frivilligrådet.