Norddjurs godkender stort solcelleanlæg
Det 80 hektar store solcelleanlæg ved Kejsegården ved Ålsrode er nu et skridt nærmere at blive realiseret.
Kommunalbestyrelsen har netop godkendt det 80 hektar store solcelleanlæg ved Kejsegården nær Ålsrode.
Som avisen beskrev for et par uger siden, havde Kejsegården, ved Åge Nicolajsen og hans svigersøn Frederik Nicolajsen, foreslået en ændring i udformningen af det kommende anlæg i forhold til det projekt, som kommunalbestyrelsen sendte i videre behandling i juni.
Kejsegården og udvikleren European Energy har således foreslået en placering, som vil flytte en del af anlægget længere væk fra Ålsrode By mod vest.
Selve arealet på 80 hektar fastholdes.
Den løsning kunne 24 af kommunalbestyrelsens medlemmer acceptere på stedet, mens Jens Kannegaard Lundager (DF) og Diana Therese Mikkelsen (DD) undlod at stemme med begrundelsen, at de vil afvente, hvilke høringssvar, der nu kommer ind.
Flere undersøgelser forude
Forude venter nemlig endnu en fire ugers høringsperiode, og i Ålsrode har modstanderne af solcelleprojektet allerede fastslået, at på trods af tilfredsheden med, at anlægget igennem den mere end fire år lange behandlingsproces er gået fra 240 hektar til nu 80 hektar, så agter de stadig at forfølge muligheden for, at det slet ikke realiseres.
Således sagde Grete Carstensen, der er talskvinde for modstandsgruppen ’Solcelleanlæg Kejsegården - Nej Tak’ i november til avisen, at de fortsat vil prøve anlægget i Planklagenævnet.
En del af området er således registreret som beskyttet natur, mens der også er fundet såkaldte ’bilag 4-arter’, som er vurderet som særligt sårbare og truede.
»Vi er glade for det reducerede areal, men som jeg sagde i juni, så går vi hele vejen til klagenævnene. Der er stadig folk, som bliver generet af det eventuelle anlæg, og der er naturvinklen i det. Tranemosen, et paragraf 3-areal (beskyttet natur), kommer til at ligge helt op til anlægget. Vi kan se på på de papirer, der er udsendt til miljø- og teknikudvalget, at opstiller vil gennemføre en ny naturundersøgelse med henblik på bilag 4-arter. De er åbenbart blevet klar over, at deres VVM-undersøgelse (miljøpåvirkning, red.) ikke ville klare et klagenævn, som den ser ud nu,« sagde Grete Carstensen ved den lejlighed.
Kejsegården og European Energy har da også vurderet, at der skal gennemføres nye naturundersøgelser. De skal foretages i løbet af foråret næste år, og som det blev bemærket på kommunalbestyrelsesmødet, så går der nok endnu et års tid, inden der i så fald begynder at vokse solceller på markerne ved Ålsrode.