Fortsæt til indhold

»Nogle går til fodbold – jeg går til bilvask«

Kenneth Jessen Andersen har efterhånden fået etableret en lille kæde af lokale vaskehaller, efter han i 2019 åbnede den første Go Wash. Seneste skud på stammen er i Allingåbro.

Norddjurs

Det har vist sig at være en god idé, som Kenneth Jessen Andersen fik i 2019, da han besluttede at starte en bilvask op.

I hvert fald er hans virksomhed, Go Wash, efterhånden ved at vokse sig til en lille kæde af lokale bilvask- og bilplejecentre. Go Wash har allerede centre i Hornslet og Romalt, og næste skud på stammen er i Allingåbro, hvor Kenneth Jessen Andersen i samarbejde med Brian Johansen fra BJ Bilsyn i øjeblikket er ved at omdanne den slidte bygning på Rougsøvej 45 til et moderne bilplejecentre.

»Nogle går til fodbold, og jeg går jo så til bilvask,« griner Kenneth Jessen Andersen.

Bilvasken i Allingåbro åbner efter planen i januar.

Den består af en almindelig vaskehal, som man kender det fra de fleste tankstationer, og en indendørs gør det selv-vaskehal, hvor alt det nødvendige materiale og udstyr til en grundig rengøring af bilen står til rådighed.

Ved mange andre bilplejecentre foregår vask selv-delen udendørs. I Go Wash har Kenneth Jessen Andersen prioriteret at give mulighed for indendørs vask, hvor der er plads til både store biler og campingvogne. »Man kan sågar køre seks-syv motorcykler herind, hvis man har været ude og køre, og så vaske sammen,« noterer ejeren. Foto: Simon Carlson

Det er blevet et koncept, som flere og flere kunder efterspørger, noterer Kenneth Jessen Andersen.

»Folk tager virkelig godt imod muligheden for at vaske selv hos os. Det taler også ind i, at man gerne ser, at folk ikke vasker bilen derhjemme i indkørslen lige så meget, som man tidligere har gjort, fordi det blandt andet bruger rigtig meget vand. Vi genbruger omkring 90 pct. af vandet, man bruger hos os, igennem et stort genbrugs- og genanvendelsesanlæg. Vi bruger godkendte miljøvenlige materialer, så det er vores profil over for kunderne, og det tror jeg, folk godt kan lide,« konstaterer Kenneth Jessen Andersen.

Masser af nyt liv

Genanvendelighed er da også et gennemgående tema for det kommende bilplejecenter.

I sine to andre centre har Kenneth Jessen Andersen opført nye bygninger, men i Allingåbro bliver vaskehallerne etableret i de allerede eksisterende bygninger på Rougsøvej.

Det er her, Brian Johansen fra BJ Bilsyn kommer ind i billedet. Han ejer nemlig ejendommen, og da han begyndte at sondere mulighederne for, hvad fremtiden skulle byde på, kontaktede han Kenneth Jessen Andersen.

Den mulighed behøvede Go Wash-direktøren ikke at tænke ret længe over.

»Jeg har det jo sådan, at det skal være sjovt, og man skal også prøve at tage nogle chancer. Jeg skulle vist lige sove på det, men dagen efter ringede jeg til Brian og sagde: ”Ja. Hvorfor ikke?”,« fortæller Kenneth Jessen Andersen.

Bygningen har tidligere huset et værksted, ligesom der også har været tankstation, og Kenneth Jessen Andersen konstaterer da også, at der er noget ganske tilfredsstillende i at give en gammel og temmelig slidt bygning et helt nyt liv og formål.

»Det er faktisk noget nemmere at bygge det hele op fra bunden, men der er også noget fascinerende i at bruge den her gamle bygning. Jeg har fået henvendelser fra folk, der siger, at det er fedt, der kommer nyt liv i den. Det kan folk altså også godt lide,« siger han.

I samarbejde med med Brian Johansen fra BJ Bilsyn giver Kenneth Jessen Andersen den gamle værkstedsbygning på Rougsøvej 45 nyt liv med etableringen af det tredje Go Wash-center. Foto: Simon Carlson

Nyt liv har også været en af bevæggrundene for at starte op i Allingåbro. Til daglig bor den 49-årige Go Wash-ejer i Auning sammen med sin kone og tre børn, og herfra har han også fulgt med i strabadserne i Allingåbros butiks- og erhvervsliv, som har budt på lukninger de seneste år.

Derfor håber Kenneth Jessen Andersen, at Go Wash kan være med til at puste lidt nyt liv ind i det lokale erhvervsliv.

»Folk snakker meget om butikslukninger, så jeg tænkte, at der skal også noget nyt til. Der skal optimisme til, så der er nogle, der skal prøve noget, og så håber vi selvfølgelig på, at når vi åbner, så er der også nogle andre, der tør at kaste nogle bolde op. Vi har i hvert fald allerede flere tanker om, hvad man kan gøre nede i området,« fortæller Kenneth Jessen Andersen med henvisning til, at han og Brian Johansen har flere spirende tanker, som de dog endnu ikke vil lufte offentligt.

Giver et kick

Selv om Go Wash nu har vokset sig til en kæde med indtil videre tre led, så giver det rent faktisk mening, når Kenneth Jessen Andersen siger, at han går til bilvask.

Han passer således stadig et fuldtidsjob som teknisk serviceleder i Norddjurs Kommune, og hans engagement i Go Wash foregår derfor i fritiden.

Bilplejecentrene er ubemandede og kører derfor af sig selv det meste af tiden, noterer ejeren, som dog har ansatte til at varetage teknisk support.

Genvindingsanlægget sørger for, at omkring 90 pct. af vandet i vaskehallerne bliver genbrugt. Foto: Simon Carlson

Virksomheden er derfor også blevet lidt af et familieforetagende.

»Min søn er ansat. Det er ham, der i dag er ansvarlig for at servicere centrene, og så hjælper mine forældre også gerne til. Det er jo med at bruge de muligheder, man har,« siger Kenneth Jessen Andersen med et grin.

De forrige gange han har bygget et nyt bilplejecenter, har han egentlig sagt til sig selv, at der gerne må gå et godt stykke tid, inden næste projekt skal igangsættes.

Kenneth Jessen Andersen har dog også erfaret, at han aldrig helt kan lade være med at have antennerne ude efter nye muligheder for at gå til bilvask.

»Idéen om at lave en bilvask er en, jeg har haft igennem mange år. Jeg har altid tænkt, det kunne være sjovt at bygge sådan en op. Det er nok det der med at bygge noget op fra bunden og så se, at folk faktisk tager rigtig godt imod det, og det skaber en omsætning og kører rundt. Det giver da bare et kick,« siger Kenneth Jessen Andersen.