Fortsæt til indhold

80 år: Der er stadig gang i Fjellerup Husmoderforening

Fjellerup Husmoderforening blev stiftet i 1946, og fejrer 80-års jubilæum i februar.

Norddjurs

Nu til dags inviterer Fjellerup Husmoderforening til banko hver mandag, to årlige fester og et antal temaaftener. Aktiviteter og noget at mødes om ligger i tråd med foreningens virke og formål, da den blev stiftet for 80 år siden.

»Den blev stiftet i 1946, hvor mor jo gik hjemme. Derfor var der sikkert et større behov for at samles. At den blev stiftet lige efter krigen var måske også en reaktion på, at man mere eller mindre havde været lukket inde i fem år og trængte til at mødes med andre,« siger Karna Aabenhus og Hanne Hansen, der er henholdsvis kasserer og formand i husmoderforeningen.

Der er cirka 80 medlemmer i Fjellerup Husmoderforening. Jubilæet markeres i forbindelse med den årlige vinterfest lørdag 27. februar.

God opbakning

Foreningen er stadig med til at samle folk i området, og både mænd og kvinder er velkommen i Fjellerup Aktivitetshus, der lægger ramme til.

Hvert år inviteres til vinterfest og høstfest, og der er god opbakning. 89 deltog i høstfesten, og interessen for vinterfesten/jubilæumsfesten har været så god, at man måtte lukke for tilmeldinger. Det maksimale deltagerantal er 100, når der også skal være plads til dans. Allan Aabenhus spiller under middagen og til dansen bagefter.

Foreningen arrangerer hver mandag banko med 50-70 deltagere per gang. Om sommeren kan man også se turister møde frem ved bankopladerne, og så kommer tallet op omkring 100 – og endda over 150, når det om sommeren holdes i teltet ved det årlige kræmmermarked.

Temaaftener

De tre temaaftener i denne sæson var en tøj-aften med modebutikken ”Like Anna” i Grenaa, en jagtaften med besøg af en jæger og en kok med blandt andet vinsmagning og mad over bål, og en julestue med demonstration af dekorationer. Hver af de tre aftener samlede cirka 40.

Tidligere blev der afholdt busture, men efter at turen umiddelbart efter corona-epidemien måtte aflyses på grund af manglende tilmeldinger, er det ikke blevet gentaget.

»Det havde vi i mange år,« fortæller Hanne Hansen.

»Måske skulle vi tage det op igen. Det var i hvert fald hyggeligt.«

Slagteren parterede en gris

Karna Aabenhus, kasserer, har været medlem af bestyrelsen i 45 år, det vil sige i over halvdelen af årene. Hun har bladret lidt i de gamle protokoller og fortæller, at husmoderforeningen i 1960’erne og 1970’erne blandt andet arrangerede kjolesyning, madlavning, pileflet og keramik. Der mødte snildt cirka 50 deltagere op hver gang.

Samme antal mødte op til generalforsamlingen, der foregik på kroen. Det gik livligt til, fortæller hun. Slagteren mødte op og parterede en gris, og bagefter blev der spillet banko om udskæringerne.

I dag foregår generalforsamlingerne mere fredeligt. Det er som regel kun de fem bestyrelsesmedlemmer og de to suppleanter plus et par stykker mere, der møder op.

»Der er da noget arbejde ved at være med i bestyrelsen, men det er også hyggeligt. Vi har en god bestyrelse,« siger Hanne Hansen.

Generalforsamlingen afholdes hvert år i april. Efter valget konstituerer bestyrelsen sig, og så lægges der program for det kommende år.