Auning Fodterapi byder på loppemarked i kælderen
Auning Fodterapi åbnede i slutningen af december i Torvegade 4.
Auning Fodterapi, der for små to år siden åbnede på Mortensensvej, er nu rykket ind midt i Auning. 29. december åbnede fodterapeuterne Frederikke Beck og Lene Krogh deres klinik på Torvegade 4.
»Jo, det var en særdeles travl december,« smiler Frederikke Beck ved tanken om forberedelserne. Med hjælp fra Lene Kroghs mand og børn stod de selv for istandsættelsen af lokalerne, og åbnede så i nye store, lyse lokaler, der ovenikøbet ligger centralt i Auning.
»Det er en stor fordel. Vi er meget glade for at være flyttet.«
Der er god plads i de nye lokaler, og Auning Fodterapi har endda rådighed over et lokale i kælderen under klinikken. Her har Frederikke Beck og Lene Krogh valgt at lave et lille loppemarked med tøj og lopper.
Ønsker sig en kollega
Auning Fodterapi har åbent tre dage om ugen. Fodterapeut Charlotte Nørby lejer sig ind i klinikken om mandagen, Lene Krogh er i klinikken om tirsdagen og Frederikke Beck om onsdagen. Der er lukket torsdag og fredag. Hvis man selv har svært ved at komme ud, tager Auning Fodterapi også gerne ud til private hjem.
Kalenderen er fyldt godt op.
»Ja, vi har travlt og ønsker os brændende endnu en kollega til vore meget travle kalender,« siger Frederikke Beck.
Frederikke Beck har også klinik i Aarhus, hvor hun er fire dage om ugen, og Charlotte Nørby tre dage om ugen. Lene Krogh har en klinik i Ørsted, hvor hun arbejder fire dage om ugen.
»Jeg elsker mit job«
»Jeg elsker mit job - fleksibiliteten og at have med mennesker at gøre,« siger Frederikke Beck.
»Og det er tilfredsstillende at se resultatet før og efter, og hvor meget det gavner.«
Hun tilføjer, at Auning Fodterapi ud over at afhjælpe lidelser som fodvorter, nedgroede tånegle, smerter på grund af ligtorne, revner eller lignende også tilbyder velvære, blandt andet i form af paraffin, der både er smertelindrende og gør fødderne blødere. Og skønhedsbehandling:
»Neglelak og franske negle – det bliver et hit til sommer,« smiler Frederikke Beck.