Krabbe og solsort og andre oplevelser i Børneuniverset
Auning Bibliotek har fået et børneunivers med oplevelser og overraskelser.
Romeo havde set en krabbe. Det havde Mathilde også, og hun havde også set en solsort. Begge går i dagpleje, og de var inviteret til indvielse af det nye Børneunivers på Auning Bibliotek sammen med de øvrige dagplejebørn og dagplejere i Auning samt børn og voksne fra børneinstitutionerne Lille Fod og Mælkevejen.
Børneuniverset er en høj væg med kikhuller ind til dyr og ting, der skaber oplevelser og overraskelser. En stor pude er på samme vis udstyret med et lysende hul i midten, som gemmer på ting og væsner.
»Krabben kravlede. Og jeg kiggede gennem vinduet og så en masse ting,« fortæller Mathilde.
Børneuniverset er skabt af Teaterværkstedet Madam Bach, der turnerer med teater og også arbejder med lydinstallationer og udstillinger. Bag teaterværkstedet står kunstnerisk leder Pernille Bach og administrerende leder Christian Schrøder.
»Her er eventyr«
Børneuniverset blev indviet fredag formiddag 10. april. Biblioteksleder Lars Lerche bød velkommen, og overlod derefter hvervet med at klippe snoren til Karoline Bergkvist Søgaard, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget. Hun fremhævede biblioteket og Børneuniverset som en verden fyldt med historier og eventyr.
»Her er eventyr, der venter på jer, lidt ligesom et teater med rum af magi. Her bliver man måske lidt modigere og meget klogere. Bøger og historier skaber en helt særlig verden.«
Pernille Bach fortalte at Teaterværkstedet Bach har lavet børneteater i over 30 år, og har flere gange givet forestillinger rundt om på Norddjurs Biblioteker. Ud fra ønsket om at forlænge biblioteksoplevelsen opstod ideen om at skabe installationer, og med Børneuniverset i Auning har teatret nu skabt den første biblioteksinstallation.
Nyt børnehjørne
Dagplejer Sandy Nielsen og dagplejepædagog Heidi Torp Nielsen nød børnenes fascination af Børneuniverset. De fortæller, at både de voksne og børnene i dagplejen nyder at komme på biblioteket, både for hyggens skyld og for at låne bøger. Det tidligere børneområde midt i biblioteket har i nogen tid været nedlagt på grund af omrokering, så der er stor glæde over at børnene nu har fået deres eget børnehjørne i den ene ende af biblioteket og oveni købet også et Børneunivers.
Det er mest om formiddagen, dagplejerne kommer på biblioteket, fortæller Sandy Nielsen, og tit aftaler man at mødes med nogle af de andre dagplejere.
»Vi har savnet børnehjørnet, så vi er ekstra glade for at have fået et rigtigt hjørne. Det er helt sikkert et sted, vi kommer til at bruge,« tilføjer hun.