Hevring har udvidet legepladsen til dobbelt størrelse
Fondsmidler, egne midler i foreningen Hevring Ishus og masser af frivillige kræfter har banet vej for en gevaldig udvidelse af den hidtidige legeplads i Hevring.
Det er torsdag, og som det er hver torsdag aften i maj, juni, juli og august strømmer veteranbiler og motorcykler til pladsen midt i Hevring. Denne torsdag 7. maj er alligevel noget særligt, for det er starten på sæsonen for Hevring Car/Bike Meet.
Selv om pladsen egentlig først åbner klokken 18, officielt i hvert fald, er der allerede ved 17-tiden kø ved indkørslen. Men de frivillige i Hevring er klar: én tager imod køretøjerne og dirigerer dem i den rigtige retning, kødgryderne er i gang, og folk er begyndt at finde hen til madkøen ved siden af ishuset. Andre sparker dæk eller får sig bare en snak om alt og ingenting i den lune forårsaften.
»Det er fedt at den er kommet«
I år er Hevring Ishus, som pladsen kaldes i daglig tale, blevet endnu mere attraktiv, specielt for de yngste gæster. Legepladsen er blevet temmelig meget større, og der er kommet nye legeredskaber, blandt andet en karrusel, rutsjebaner, en klatrevæg og et klatretårn.
William på ni år og hans to lillesøstre Wanessa og Wigga er godt tilfredse med den nye legeplads. De bor i Ørsted, men fordi deres farfar og farmor bor i Hevring, tager de tit en runde på legepladsen.
»Det er fedt, at den er kommet,« siger William.
Hans favoritter er rutsjebanen, hoppeborgen og karrusellen. Vanessa fremhæver ligeledes karrusellen.
Det er da også den, der fra starten vakte størst interesse, fortæller Torben Jensen, Hevring. Den blev anskaffet på opfordring af en lokal borger, men mange var skeptiske for, om den lidt uanselige karrusel nu også ville være interesant for børnene. Der viste sig imidlertid at være kø til den, da legepladsen blev indviet lørdag 2. maj.
»Så vi er da glade for, at vi lyttede til hende,« smiler han.
Torben Jensen er en af de frivillige i Hevring Ishus, der er støtteforening for Hevring Forsamlingshus. Han er i øvrigt tidligere borgmester i den gamle Rougsø-kommune og var den første borgmester i Norddjurs efter kommunesammenlægningen.
Dobbelt størrelse
Historien bag legepladsen er, at Hevring Ishus i sommeren 2024 fik mulighed for at udvide arealet ved ishuset til dobbelt størrelse via en aftale med forsvaret, der som bekendt ejer Hevring Skydeterræn. Derefter blev der hurtigt lagt en plan om at skaffe en halv million kroner via fonde til udvidelsen.
Og så gik folk i gang. Der blev ryddet op i krat, der blev flyttet jord og rodplaneret, indhentet tilbud, og de første tilsagn fra fonde begyndte at tikke ind. Som den første bidragyder meldte Norddjurs Kommune sig i november med tilsagn om støtte på 60.000 kroner. I april kom der bud fra Elro-fonden om støtte på 125.000 kroner, og derefter kom der besked fra Nordea, der har givet 60.000, Sparekassen Kronjylland 50.000 og Sparekassen Danmark Djursland 50.000 kroner.
Det blev i alt 545.000 kroner fra fonde. Derudover har foreningen Hevring Ishus selv erlagt 170.000 kroner.
»Nu har vi den plads, vi gerne vil have med madpakkehus, to shelters og en renoveret legeplads,« konstaterer Torben Jensen, der dog tilføjer, at man ind imellem er lidt bekymret for om pladsen på de store dage med Hevring Car/Bike Meet er for lille.
Tilstrømningen har siden starten i 2013 været støt stigende, og på årsbasis er der nu cirka 10.000 gæster til torsdagstræf. På torsdagene er der afhængigt af vejret og menuen i madteltet mellem 200 og 700 mennesker.