Fortsæt til indhold

Både led og hjul var smurt, inden startskuddet lød til Old Run

Beboere på plejecentrene dyster i Old Run, der er blevet en tilbagevendende begivenhed.

Norddjurs

En del tager til Royal Run, men der er også nogle, der tager del i Old Run. Det gjorde beboere og personale på fem plejecentre i Norddjurs Kommune tirsdag 9. juni, hvor de trodsede truende regnskyer for at bakke op om lige præcis deres plejecenter.

Old Run er en konkurrence, hvor det gælder om at tilbagelægge så mange runder som muligt på én time. Det kan både være gang, løb eller i kørestol. Vinderen er det plejecenter, hvor flest runder er blevet tilbagelagt.

Old Run blev i år afholdt på Plejecenter Møllehjemmet, Glesborg, Violskrænten & Grønnegården, Farsøthus og Digterparken.

Børn på sidelinjen

Både led og hjul var smurt, og beboere, pårørende og frivillige stod klar, da startskuddet lød. Mørke skyer trak hen over himlen, men det satte ikke en stopper for hverken humør eller gålyst. Og heldigvis blev arrangementet gennemført i tørvejr.

På flere plejecentre deltog beboere, pårørende og frivillige i konkurrencen, og undervejs blev deltagerne flere steder ledsaget af lokale dagplejer, vuggestue- og børnehavebørn, som bidrog til en festlig stemning langs ruterne.

Efter indsatsen kunne deltagerne fejre et veloverstået løb. Flere steder stod frivillige klar med forplejning, mens personalet uddelte medaljer og kasketter til deltagerne.

»Man kan godt være lidt ensom«

Hans, 92, bor på Plejecenter Møllehjemmet i Auning. Han rundede den 200 meter lange bane syv gange i sin kørestol, der blev kørt af en hjælper.

»Det er hyggeligt. Vi var heldige, at det var tørvejr, imens vi skulle gå. Og der var mange børn fra dagplejen, som sad og fik pølser udenfor.«

Han tilføjer, at man ind imellem godt kan være lidt ensom.

»Men så hjælper det, at man laver sådan et arrangement. Så går der lidt tid igen, før ensomheden melder sig. Alt i alt en hyggelig dag.«

John, 73, bor også på Møllehjemmet. Han var rundt om huset tre gange i sin kørestol sammen med en hjælper.

»Det var en skidegod dag, som gerne må gentages,« siger han.

»Man møder mennesker på en anden måde end ellers. Og det var i det hele taget sjovt at møde andre mennesker.«

John fik for eksempel snakket med en, han har arbejdet med ved amatørteaterforeningen HATS’ forestillinger.

»Og det var herligt med alle de børn. Jeg elsker børn.«

For tredje gang

Old Run er en del af sundhedsugen i Norddjurs Kommune og blev i år afholdt for tredje gang. Vinderen modtager den eftertragtede Old Run-pokal. De seneste to år er pokalen gået til Plejecenter Glesborg. Ved redaktionens slutning var det endnu ikke opgjort, hvem der blev årets vinder.

På tværs af plejecentrene bliver der hvert år gjort ekstra ud af dagen, så beboerne får en festlig oplevelse. Med opvarmning, udklædt personale, balloner og deltagelse fra lokalsamfundet er Old Run blevet en tilbagevendende begivenhed.