Fejring af nye lokaler hos Tandlægerne i Vivild
Tandlægerne i Vivild inviterer til reception for markering af flytning og at være kommet helt på plads i de nye lokaler.
Tandlægerne i Vivild flyttede i juni sidste år ind i Langgade 42 i Vivild, hvor Sparekassen Djursland tidligere havde domicil. Det skete efter en større renovering, hvor nærmest hele huset blev bygget om. Siden har der været travlt, og alle rutiner og ting skulle bygges op og finde sin rette plads.
Nu inviterer Tandlægerne i Vivild til reception fredag 26. juni klokken 13 - 17. Her vil man også kunne møde medlemmer af den lokale kunstnergruppe, »Skaberiet», som fremover vil udstille værker i klinikken.
Pladsen blev for trang
Tandlægerne havde tidligere base i Nørregade i Vivild, men med flere patienter og flere ansatte, blev pladsen her lidt for trang. Med flytningen er der nu hele seks klinikker, en stor reception og venteværelse, bedre kontorfaciliteter, gode lagerforhold og en personaleafdeling, der passer til antallet af medarbejdere. Og ikke mindst gode parkeringsforhold lige uden for døren.
Tandlægerne i Vivild består i dag af fem tandlæger, to tandplejere og otte klinikassistenter inklusiv to elever.
»Vi er faldet godt til, men skulle lige vænne os til de noget større forhold. Og vi oplever kun positive reaktioner fra patienterne,« smiler indehaverne Jens Krogsgaard og Maj Aalund Krogsgaard.
Næste generation kommer til
Tandlægerne i Vivild er i gang med et glidende generationsskifte med overdragelse af tandlægeklinikken til deres søn og svigerdatter Christian Aalund Krogsgaard og Sarah Engberg Krogsgaard, som begge er med i staben allerede. Jens Krogsgaard og Maj Aalund Krogsgaard fortæller, at de så godt som har trukket sig ud af det daglige virke.
»Men kulturen, måden at møde patienterne på og sammenholdet i klinikken er den samme,« siger Christian Aalund Krogsgaard.
Han konstaterer, at der i øjeblikket sker meget på området med ny teknik. Klinikken får også jævnligt nye patienter, om ikke dagligt, så i hvert fald ugentligt. Helt aktuelt er der jo også et nyt regeringsgrundlag, som bliver spændende at følge til dørs. Som bekendt er det skrevet ind i regeringsgrundlaget, at tandlægebesøg inden for en ti års periode skal være gratis for alle.
»Vi glæder os til at drive klinikken videre. Det bliver en spændende opgave.«