Fortsæt til indhold

Undren over »grøft« ved siden af vejen, men der er en mening med den

Regnvandstrug langs Skibsbyggervej er med til at renseoverfladevandet fra kørebanen, inden det løber i grundvandet

Norddjurs

For to-tre uger siden åbnede en ny cykelsti langs Skibsbyggervej mellem Gl. Bønnerup og Bønnerup Strand. Imellem kørebanen og cykelstien er anlagt en nedsænkning, et såkaldt regnvandstrug, der med en vis dybde kan opsamle regnvandet fra kørebane og cykelsti.

En borger har henvendt sig med en bekymring for trafiksikkerheden, hvis bilister kommer ud i en situation, hvor de skal undvige og kommer ud i denne grøft.

”Man kommer aldrig op igen uden hjælp, og der kan ske store skader på bilen. I glat føre kan det hurtigt gå galt,” siger vedkommende.

Skåner grundvandet

Fra Norddjurs kommune forklarer vejingeniør Stig Jensen, at truget er etableret til opsamling af overfladevand fra vejen. Samtidig giver truget en adskillelse imellem cykelstien og kørebanen. Denne løsning anvendes mange forskellige steder og er for eksempel også brugt ved Djurs Sommerland på A16, hvor den ligeledes er etableret mellem cykelsti og vejbane.

Da cykelstien er etableret tæt på Bønnerup Vandværk, er truget anlagt med filtergrus og filtermuld for at skåne grundvandet. Det sikrer at vandet renses, inden det når grundvandet.

Overfladen ligner sand, men der er som nævnt tale om såkaldt filtermuld iblandet græsfrø. Stig Jensen anerkender, at det indtil videre er blødt, men på sigt vil det blive dækket af græs og derved blive hårdere og mere stabilt for et sæt bil- eller cykelhjul.

På Skibsbyggervej er den første halve meter af rabatten lagt i stabilgrus. Ovenpå stabilgruset er der udlagt med fem centimeter filtergrus med græsfrø, så hele rabatten på sigt fremstår græsklædt.

Den netop åbnede cykelsti mellem Gl. Bønnerup og Bønnerup Strand er 2,5 meter bred på det meste af strækningen og 3 meter bred fra Bønnerup Strand og op til åløbet. Den er en del af kommunens stiplan med medfinansiering fra Vejdirektoratet.

»Lidt urolig«

Ejnar Olesen, Glesborg, cykler en motionstur hver dag, og er glad for den nye cykelsti mellem Gl. Bønnerup og Bønnerup Strand. Han cykler nogle forskellige ruter, og har efter de første par uger taget turen langs Skibsbyggervej tre-fire gange. Det er faldet ham ind, at regnvandstruget ser noget blødt ud for de smalle cykeldæk.

»Jo, jeg er da lidt urolig for at komme ud i sandet. Det er ikke sket, men jeg tænker da over det.«

Ejnar Olesen, Glesborg, nyder den nye cykelsti mellm Gl. Bønnerup og Bønnerup Strand på sine motionsture. Det har strejfet ham, at det kan være risikabelt at komme ud i det bløde sand i regnvandstruget. Foto: Anette Bonde.