Frey's Planteskole har sat nye grene
Frey's Flora og Frey's Vognmandsforretning er blevet en del af Frey's Planteskole ved Trustrup.
Familien Frey har nu hele tre virksomheder på Århusvej 278, hvor Frey’s Planteskole har haft adresse i mange år. Nu står deres datter og søn for hver deres nye virksomhed på samme adresse.
Monika Frey åbnede i april sin blomsterbutik Frey’s Flora, og deres søn Michael Frey var midt i juni klar med sin vognmandsforretning under navnet Frey’s Vognmandsforretning ApS.
»Vi er meget stolte og glade over disse nye grene på vores familietræ,« lød det i indbydelsen til den reception, der blev holdt i starten af juli.
Frey’s Flora
Monika Frey er uddannet blomsterdekoratør og har været i branchen i tyve år. Hun blev udlært i Hadsten og har været ansat i Skanderborg, Ebeltoft og senest i Grenaa. I slutningen af februar sagde hun sit job op for at bruge sine kræfter i Trustrup.
»Ja, nu ville jeg hjem. Jeg tog chancen for at prøve at tilføre noget nyt her på planteskolen. Kombinatonen af blomsterbutik og planteskole forenes her i en samlet oplevelse af havecenterglæde både ude og inde. Samtidig er der gang i Frey’s Flora hele året, hvor der jo helt naturligt er en stille vintersæson i planteskolen.«
Monika Frey er heller ikke blind for, at der er et marked i Trustrup, idet man ellers skal til Grenaa, Ebeltoft eller Kolind for at handle i en blomsterbutik.
Når Monika Frey ikke selv er i butikken, tilbyder hun selvbetjening med betaling via mobile pay. Åbningstiden er 8 - 21.
Sønnen åbner vognmandsforretning
Frey’s Planteskole har i tidens løb vokset og skudt flere grene. I 2008 åbnede fodboldgolf ved siden af planteskolen og i 2010 blev anlægsgartneri en del af virksomheden.
Indtil nu har deres søn Michael været ansat som anlægsgartner og kørte entreprenørkørsel i anlægsfirmaet. I juni fik han sin vognmandstilladelse, hvilket betyder, at han nu ikke alene må køre for anlægsfirmaet men også uden for virksomheden. Derfor åbner han nu Frey’s Vognmandsforretning.
Michael Frey har tidligere været lastbilchauffør hos vognmandsforretningen Gert Svith i Grenaa, og han har også været ansat som lastbilmekaniker hos Rygaard Transport, ligeledes Grenaa.
Videreført efter Bents forældre
Frey’s Planteskole blev etableret i 1959 af Bent Frey’s forældre, og Bent Frey startede her i 1976. I 1993 overtog han og hans hustru Ywon planteskolen, der i dag har seks medarbejdere ansat. Ywon har taget sig af administration og salg.
Det kan nævnes, at Monikas mand, Stefan Frey-Mortensen, også er en del af virksomheden, idet han er ansat som anlægsgartner.
læser
lige nu