Fortsæt til indhold

Thomas går til modstand mod Norddjurs Kommune

Thomas Bodh Hansen, Grenaa, mener ikke, at Norddjurs Kommune overholder loven i forhold til hans genoptræning efter en hjerneblødning.

Norddjurs

En hjerneblødning satte for fem år siden en stopper for Thomas Bodh Hansens almindelige hverdag. Om morgenen tog han afsted fra sit rækkehus i Grenaa og kørte på arbejde på Terma i Grenaa. Om aftenen lå han i koma på Aarhus Universitetshospital i Skejby, lammet i begge sider af kroppen.

Her fem år senere i en alder af 53 sidder han i kørestol i en handicapvenlig bolig i Posthaven i Grenaa. Behandling og træning har givet ham førligheden tilbage i venstre side af kroppen, og kognitivt er han også helt rask.

Han er lettet, men samtidig er han bitter på Norddjurs Kommune, som afslår at give ham den intensive genoptræning, han mener vil kunne hjælpe ham endnu videre.

Genoptræning, også for egen regning

Forløbet startede med indlæggelse i Skejby, derefter pleje på Silkeborg Sygehus, fire måneders genoptræning på Hammel Neurocenter, genoptræning tre-fire timer om ugen på Auning Genoptræningscenter i otte måneder og derefter udskrevet og visiteret til lejligheden i Posthaven i Grenaa med fysioterapi á 30 minutter to gange om ugen og en times holdtræning.

Undervejs har Thomas Bodh Hansen for egen regning været til genoptræning på en privat neuroklinik i fire uger i et introforløb. Her fik han tre timers daglig intensiv træning, hvilket gjorde en mærkbar forskel. Han fortæller, at da han kom, hældede han til siden, når han sad i sin kørestol, men træningen fik ham rettet op fra skæv til siddende.

Klinikken vurderede efterfølgende, at Thomas Bodh Hansen har genoptræningspotentiale, og anbefalede en opfølgning i et intensivt forløb for yderligere at aktivere og stimulere hans højre side.

Thomas Bodh Hansen har også selv betalt for behandling på en neurologisk genoptræningsklinik og oplever, at det har medvirket til en stærk bedring.

»Jeg tænker krystalklart nu.«

Afslag fra kommunen

Med henvisning til Serviceloven § 86 stk 1 og 2 peger Thomas Bodh Hansen på, at han fra dag 1 har haft krav på neurologisk genoptræning, det vil sige på et af de tre centre, der findes i Jylland, og hvor han selv har betalt for behandling på det ene af dem. Han har derfor længe forsøgt at blive visiteret af Norddjurs Kommune til opfølgningen på neuroklinikken. Behandlingen vil koste 100.000 kroner plus transport for seks ugers intensiv træning.

Det er Norddjurs Kommune imidlertid ikke enig i og har givet afslag på Thomas Bodh Hansens ansøgning.

Det har han klaget over, og Norddjurs Kommune har efterfølgende skriftligt forklaret det med, at han allerede modtager træning efter Servicelovens bestemmelser, blandt andet med deltagelse på et hold efter et tilpasset træningsprogram og har været visiteret til og været afsted på et døgngenoptræningsophold. Her blev målene nået, også dem der blev sat ud fra neuroklinikkens status.

Fra kommunen anføres også, at neuroklinikkens tilbud har været ambulant fysioterapi isoleret fra Thomas Bodh Hansens hverdag, mens døgngenoptræningsopholdet var et helhedsorienteret tilbud, som netop havde fokus på overførbarhed til hverdagen samt hjælpen fra hjemmeplejen.

I beskrivelsen af Thomas Bodh Hansens forløb, noterer Norddjurs Kommune, at Thomas Bodh Hansen har et ønske og mål om at komme op at gå, men at det er ikke er realistisk, og at hans ønske om 1-til-1 træning ikke er muligt på holdtræningen.

Føler sig nedprioriteret

Det, der ryster Thomas Bodh Hansen mest, er at hans potentiale for genoptræning, jævnfør neuroklinikkens vurdering, ikke opfyldes.

»Hvis jeg havde fået den intensive genoptræning fra dag 1 i Norddjurs Kommune, havde jeg måske kunnet gå. Jeg føler, at Norddjurs Kommune behandler mig som et regneark, hvor det er økonomien der tæller, og derfor nedprioriterer min behandling.«

Han mener heller ikke, at kommunen anerkender den kognitive bedring, han har opnået på den neurologiske genoptræningsklinik, og den skarphed, han selv oplever nu. Tværtimod nævner kommunen i en genvurdering af hans klage, at hans kognitive funktion vil blive svækket over årene. Det tilbageviser Thomas Bodh Hansen selv.

»Forskningen viser jo, at hjernen er plastisk, og den kan altid skabe nye forbindelser.«

Han anfægter også kommunens vurdering af hans fysiske formåen, der beskrives som i bedring som følge af den træning, han har fået tilbud, og at den er på niveau omkring forflytninger og bedre kropskontrol. De to gange en halv time om ugen og en times holdtræning er langt fra, hvad der kunne være opnået med mere intensiv træning som på neuroklinikken, mener han.

Norddjurs Kommunes afslag på Thomas Bodh Hansens klager ligger nu hos Ankestyrelsen. Han forventer en afgørelse herfra om et års tid.

Svar fra Norddjurs Kommune:

Din Avis har bedt Norddjurs kommune om en kommentar, vel vidende at der ikke kan kommenteres på personsager. I stedet har avisen stillet tre generelle spørgsmål. Se Norddjurs Kommunes svar herunder:

»Svarene nedenfor er udtryk for en generel betragtning og holdning fra Norddjurs Kommunes side, og relaterer sig således ikke til nogen konkret borgersag.

Spørgsmål/svar:

1. Hvordan stiller Norddjurs Kommune sig principielt til en udtalelse fra en specialist, der anbefaler mere intensiv træning end Norddjurs Kommune praktiserer?

Svar: Norddjurs Kommune er efter officialprincippet – som fremgår blandt andet af retssikkerhedslovens § 10 – ansvarlig for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse. Modtager vi i forbindelse med sagsoplysningen oplysninger fra en specialist med nogle specifikke anbefalinger, er der tale om væsentlige oplysninger, som indgår i det samlede sagsmateriale. Men grundlaget for selve afgørelsen indeholder meget andet end specialistudtalelsen, herunder blandt andet sagens øvrige både sundhedsfaglige-, lægelige- og socialfaglige dokumenter. Så det korte svar er, at en udtalelse fra en specialist vil udgøre en del af det sagsmateriale, som lægges til grund forud for en afgørelse.

2. Har Norddjurs Kommune en principiel holdning om, at genoptræning skal foregå i kommunalt regi?

Svar: Nej, Norddjurs Kommune har ikke en principiel holdning til at genoptræning skal foregå i Norddjurs Kommune regi. Kommer der en anmodning om genoptræning fra en borger, vil en specialist i visitationen i første omgang vurdere, om betingelserne i Servicelovens § 86 er opfyldte. Er de opfyldte bevilges genoptræningen. Herefter vil vores terapeuter på vores genoptræningscentre vurdere, om det er en opgave vi i kommunen er gearet til at gennemføre. Vurderes det at opgaven kræver mere specialviden eller mere kapacitet end kommunens genoptræningscentre kan tilbyde, videregives opgaven til en aktør uden for kommunen.

3. Har en borger andre klagemuligheder end Ankestyrelsen, der jo kan være noget langsommelig?

Svar: Når vi taler de almindelige afgørelser efter Serviceloven, er Ankestyrelsen det eneste administrative klageorgan som findes. Er der tale om evt. klage over sagsbehandlingen, altså ikke en klage over afgørelsens indhold, kan klage indgives til borgmesteren. Herudover foreligger der en grundlovssikret ret til at få afgørelsen prøvet ved domstolene.«

Se video: