Velkommen til 5 minutter i weekend
Velkommen til 5 minutter i weekend
Aarhus summer af liv og nye begyndelser: et nyt krisecenter har åbnet dørene for byens unge, tusindvis af frivillige skal fejres med manér i Tivoli Friheden, og en populær to’er har premiere i biograferne. Og så er en historisk Aarhus-kro blevet solgt efter kort tid på markedet.
Nyt krisecenter for unge er åbnet
For første gang uden for København kan udsatte unge nu få akut hjælp direkte fra gaden. Hos Teenhouse i Mejlgade kan de træde ind og møde varme hænder, få rådgivning og omsorg – og fra nytår kan de endda få en seng for natten. Et vigtigt skridt for at støtte byens unge. Læs om det nye krisecenter her.
Gigantisk frivilligfest i Tivoli Friheden
Byens største fejring af frivillige sker på FN’s internationale frivillighedsdag 5. december i Tivoli Friheden. Festen byder på musik, julehygge og gratis adgang for alle frivillige. Bag arrangementet står Spar Nord, Aarhus Motion, Tivoli Friheden og Aarhus Kommune – og med 10.000 billetter i omløb, forventes endnu en udsolgt fest for byens hverdagshelte. Læs om festen her.
De frivillige ildsjæle er limen i vores samfund, og de fortjener om nogen denne dag.Rabih Azad-Ahmad (RV), kulturrådmand.
Etteren vandt en pris - i dag har populær efterfølger premiere
Film nummer to i rækken om Børnene fra Sølvgade har premiere i dag. Etteren vandt en Robert for bedste børnefilm i 2024. Produktionsselskabet har allerede røbet, at de er i gang med næste kapitel. Hvad der venter, er stadig hemmeligt – men eventyret med Børnene fra Sølvgade er langt fra forbi. Læs mere her.
Lynhurtigt salg: Aarhus-kro har fået nye ejere
Malling Kro har fået ny ejer. Det traditionsrige spisested, der kan dateres helt tilbage til 1884, blev sat til salg af Rune og Tina Aaby efter blot tre års ejerskab – og salget gik hurtigt. Ifølge EDC Poul Erik Bech fik kroen hurtigt seriøse bud, men hverken køberens navn eller prisen er offentliggjort. En æra er slut – og en ny er begyndt i Malling.