Fortsæt til indhold

Velkommen til 5 minutter i weekend

5 minutter i weekend

Velkommen til 5 minutter i weekend

Denne uge byder på både op- og nedture i Aarhus’ kulturliv. To lokale bagerier melder om lukninger – Hartmeier i Brabrand dropper søndagsåbent, og Mondrups Minibager i Løgten slukker ovnen helt. Mens nogle døre lukker, slår andre sig op: En ny restaurant ser snart dagens lys på Aarhus Ø.

Filmisk kan Aarhus fejre en verdensrekord: Instruktør Mehdi Avaz er igen nummer ét globalt med Mango, selvom anmelderne ikke klapper med.

Ugen har i høj grad været domineret af kommunal- og regionsrådsvalget, og nederst i nyhedsbrevet kan du se, hvordan det nye byråd har fordelt posterne i Aarhus.

Brabrand-bageri holder søndagslukket efter lange overvejelser

»Vi vil så gerne beholde vores dejlige forretning mange år endnu. Og det tror vi på, at vi kan, selv om det vil komme til at tage lidt tid at lande godt i de nye åbningstider,« skriver bageriet Hartmeier i et Facebook-opslag. Arkivfoto: Danni Paulsen

Det populære bageri, Hartmeier, melder ud, at de fra nu af holder lukket om søndagen. Beslutningen – som blev truffet efter »mange tanker« og »lange snakke med venner og familie« – blev offentliggjort i et følelsesladet Facebook-opslag fra ejerne Charlotte og Lars Hartmeier. Læs mere om beslutningen her.

Ny restaurant på vej på Aarhus Ø

Et nyt dim sum-koncept fra det sydlige Kina overtager nu et centralt lejemål i Aarhus. One Dim Sum forventer at åbne i sommeren 2026, skriver Colliers, og ser store muligheder i placeringen midt i byen.

Aarhus hylder historiens bedste fortællere

Liv Thomsen (tv.), Bo Lidegaard og Emma Rønberg Paaske er nomineret til Erik Kjersgaard Prisen 2025. Foto: Den Gamle By

Efter en åben indstilling gennem efteråret har Den Gamle By udvalgt tre markante historieformidlere til Erik Kjersgaard Prisen 2025, der hædrer fremragende historiefortælling i bøger, radio, tv, podcasts og udstillinger. Vinderen kåres 25. november i Den Gamle By. Læs mere her.

Teaterstykke giver nyt liv til den midaldrende mand

Stykket er ikke bare en forsvarstale for ham men også en spejling af hvor åndssvage vi mænd +50 år er.
Morten Lundgaard, instruktør.

Instruktør Morten Lundgaards nye stykke ’Oles nye auto’ følger 50-årige Ole – en mand der fik mobil som en af de sidste i Aarhus og stadig kæmper med sin computer. Forestillingen gør kærligt grin med generationen og sender publikum opløftede hjem. Stykket kan opleves på Svalegangen frem til 13. december. Læs mere her.

Læs også