Fortsæt til indhold

Kommentar: ’Jaaaaaamen’

Politik

»Dansk Industris årlige måling af danske kommuners erhvervsvenlighed medfører altid et ramaskrig i Syddjurs.

Det sker efter devisen i Poul Henningsens berømte revyvise fra 1931 ’Rend mig i den offentlige mening’:

Der blev hvisket i et selskab./ De har hørt det på en trappe./De var sikkert selv til stede, da historien blev fortalt dem, og de leder sand’lig ikke af forbening./De har længe anet Deres,/men De hader alt om sladder,/De har været loyal og tiet, men nu går den ikke længere, under hensyn til den offentlige mening.

DI-målingen er dels baseret på virksomhedernes vurdering og på data fra kommunerne. I Syddjurs Kommune har 69 virksomheder svaret, svarende til 866 arbejdspladser. Der er i alt godt 2000 virksomheder i kommunen, svarende til over 10.000 arbejdspladser. Unægtelig en meget lille population, som det hedder i det statistiske fagsprog at konkludere ret meget ud fra.

Målingen viser, at Syddjurs Kommune falder fra en 48. plads i 2020 til en 80. plads i 2021. Der er ifølge målingen især udfordringer med byggesagsbehandling, dialog med virksomhederne og evnen til at tiltrække arbejdskraft.

Borgmester Ole Bollesen har været ude med en forklaring om, at Corona er årsagen til ’nedturen’.

Han og kommunens direktion burde i stedet have påpeget de alt for få svar i undersøgelsen til, at den kan bruges til at konkludere noget som helst.

Når Tommy Bøgehøj fra Konservative Syddjurs foreslår at pille erhverv ud af Arbejdsmarkedsudvalget på baggrund af undersøgelsen, må man også ryste på hovedet.

Dermed være ikke sagt, at ideen ikke er værd at diskutere, men ikke på baggrund af DI-undersøgelsen.

Smid den i skraldespanden, og hvis man virkelig mener det alvorligt i Syddjurs, så sæt 1-2 kommunale erhvervskonsulenter til at lave en undersøgelse, der er valid. Det vil hverken tage oceaner af tid - maks. en uge - eller slå bunden ud af kommunekassen.

Hvis man efter kommunalvalget 16. november bliver enige om at lave et selvstændigt erhvervsudvalg, så bør den første opgave for udvalget være at lave sin egen DI-undersøgelse, så det nye byråd råt for usødet - på et oplyst grundlag - får synliggjort, hvad erhvervslivet forventer af de nye folkevalgte.«