Fortsæt til indhold

Budget 2022:

Politik

Omkring servicerammer tænker jeg egentlig at det er forligspartierne der har et forklaringsproblem.

Forligspartierne valgte i budgetforliget at prioritere hensynet til en intern teknisk vejledende ramme fra KL højere end hensynet til velfærden for borgerne i Syddjurs.

Forvaltningen startede med at foreslå at vi skulle gå 33 mio. kr. over den vejledende ramme, budgetforliget er endt 16 mio. kr. over. Vi kunne lige så godt have valgt at ligge 25 mio. kr. over og undgå nedskæringerne. Vi ville stadigvæk have en velpolstret kasse og et stort overskud.

Det er min klare opfattelse at både forvaltning og et samlet Byråd finder KL’s vejledende ramme fuldstændigt urimelig. Var den bygget på vores andel af befolkningen ville den være 121. mio. kr. højere og budgetforliget ville lægge ca. 100 mio. kr. under den vejledende ramme. Men fordi vi ikke har haft råd til at bruge vores befolkningsmæssige andel de senere år er den sat alt for lavt. Det er også derfor at alle mener at vi skal ligge højere end den vejledende ramme, diskussionen går på, hvor meget højere.

KL’ s vejledende ramme er et internt arbejdsredskab der ingen betydning har for de sanktioner der teoretisk er en mulighed i budgetloven. Faktisk vil et højere budget mindske risikoen for sanktioner mod Syddjurs da det er vigtigt at lave et realistisk budget så vi ikke leverer et regnskab der ligger over vores budget. Det gælder specielt da kommunernes samlede serviceramme for budgetterne ser ud til at blive overholdt.

Syddjurs ligger meget lavt i serviceudgifter pr. indbygger og har et skrigende behov for mere velfærd, samtidig har vi en rigtig god økonomi med en bugnende kasse og et stort overskud på budgettet.

Derfor vil Enhedslisten ikke være med til et budget der skærer endnu mere ned på service og velfærd.

Først i forhold til forståelsen af effektiviseringer – nedskæringer. Hvorfor er der tydeligvis mangel på enighed i byrådet, om det er det ene eller andet?

Områderne for børn, unge og ældre har allerede har været udsat for store nedskæringer og vi ved at de og personalet er stærkt pressede. Når man yderligere reducerer disse områder uden at give konkrete anvisninger på hvordan man kan gøre det uden at det går ud over servicen er det, efter min mening, endnu en nedskæring. Det tror jeg egentlig også at de fleste i Byrådet er klar over og jeg er overbevist om at de fleste ansatte er klar over det.

Du stemte for Budget 2021, hvor der mig bekendt også var effektiviseringer indbygget? Det var godt nok et genopretningsbudget, men alligevel?

Vi har bestilt konkrete forslag til, hvordan vi kan gøre ting billigere uden at det går ud over kvaliteten. Her har vi altid valgt at sige nej til nogle af forvaltningens forslag og ja til andre. Var forslagene ikke gode nok har vi ikke levet op til måltallene. I år har forvaltningen ikke leveret konkrete forslag, men en “grønthøsterbesparelse” over alle områderne, også de allerede hårdt pressede områder. Forligspartierne har valgt at beholde “grønthøsteren” uden at ane, hvad det kommer til at gå ud over, sandsynligvis vil langt det meste være hard-core nedskæringer. Jeg vil selvfølgelig arbejde for at mildne virkningen i mine udvalg.

I Budget 2022 er der effektiviseringer – nedskæringer samlet for 9 mio. kroner ud af et budget på 3 mia. kroner. Hvor er proportionerne?

9 mio. kr. i 22, 18. mio. kr. i 23 og 27 mio. kr. i 24 kan lyde af lidt, men når det sker på områder der allerede er så hårdt pressede som ældre- og børneområderne, kan virkningen være voldsom, det kan være dråben der får bægeret til at flyde over. Det er min opfattelse at det er områder som har et skrigende behov for flere ressourcer.

Som jeg forstår effektiviseringer, er det et signal til afdelingsledere m.fl. om, at de bliver mindet om, at lederjobbet også rummer en forventning om, at de også arbejder med at optimalisere (dumt ord) deres økonomi? Er du enig?

Jeg forventer at forvaltningen hele tiden arbejder for at gøre tingene billigere og bedre, men procentvise nedskæringer bevidstløst spredt ud over alle områder er jo netop modsætningen til det. Det er meget godt formuleret i ordsproget: “any idiot can cut”.

Mht. servicerammen, så er det meget teknik – generelt er du enig i, at det smadrer et aftalesystem, hvis alle kommuner kører deres eget løb? Så bliver det jo umuligt at føre finanspolitik i dette land? Og finanspolitikken har jo været ekspansiv i Corona-tiden.

Jeg er enig i at det smadrer et aftalesystem, hvis alle kommuner kører deres eget løb, men jeg mener at fordelingen mellem kommuner er urimelig. Derfor mener jeg at Syddjurs Kommune skal arbejde for at få en større andel. Det tror jeg alle partier i Byrådet er enige om, uenigheden går på hvor meget vi skal presse systemet. Forvaltningens forslag til budget ville presse meget, budgetpartierne vil presse mindre og mit forslag til budget uden nedskæringer ligger ca. midt imellem forvaltningens og budgetpartiernes bud. Når vi snakker om finanspolitik og aftalesystem er Syddjurs Kommune en meget lille spiller som jeg synes har opført sig meget ansvarligt i forhold til de store kommuner der virkelig betyder noget i denne sammenhæng.