Favrskov kan let blive opdelt i et A og et B hold
Da Jette Jensen fra Landsbyrådet deltog i ’speeddate din lokalpolitiker’ på Pøt Mølle ville hun gerne minde politikerne om, at Favrskov også er en landkommune.
»Jeg er bekymret skævvridningen af kommunen. Jeg har spurgt politikerne, hvad de vil gøre ved det. De ved jo godt, hvor skoen trykker, og at det er noget skrammel lige nu. Nogle er meget konkrete og vil give landområderne mere indflydelse, men hvis de regler, embedsmændene arbejder ud fra, spænder ben for udviklingen på landet, så er vi jo lige vidt,« siger hun og fortsætter:
»Favrskov kunne let blive opdelt i et A og et B hold. Der er mange vælgere i landsområderne, og dem skal man huske på som politiker i øst. En foreslog at Landsbyrådet skulle flyttes fra Kultur- og fritidsudvalget til Planudvalget, da det ofte er sådan nogle sager, vi kæmper med - renovering af forsamlingshuse, anlæg i landsbyerne og trafikproblemer. Måske ville vi få mere medindflydelse, hvis vi er med i maskinrummet. En anden foreslog lokaleråd, hvor tre-fire landsbyer går sammen, og dermed står stærkere. Jeg er ikke så fortrøstningsfuld lige nu.«