Velhavende tilflyttere giver social skæv sammensætning af kommunen
Skævvridningen af kommunen og klimakampen står højt på prioriteringslisten hos SF’s Søren Lahn Sloth, og det er netop input til de to områder, han tager med sig videre.
»Flere har nævnt skævvridningen af kommunen. Alligevel blev jeg overrasket, da en gjorde mig opmærksom på, at vi i forhold til almene boliger skal være mere opmærksom på fordelingen af dem. Jeg går meget ind for almene boliger, for jeg synes, det er en smart måde af få blandet samfundslagene, men det smarte går tabt, hvis vi fordeler dem skævt geografisk. Det skal vi i hvert fald være meget opmærksomme på,« understreger han og tilføjer, at flere også efterlyste bedre offentlig transport i den vestlige del af kommunen.
»Jeg hører ofte det argument, at der ikke er nok, der vil tage bussen, hvis vi sætter en ind på de små byer i vest. Jeg tror, det er historien om hønen og ægget om igen. Hvis der er en busrute, så vil flere også bosætte sig i de mindre byer i vest og benytte busforbindelsen. Der var også nogle, som efterlyste udstykninger i vest. Det popper op med dyrt boligbyggeri i øst. Jeg kan godt følge den bekymring, at hvis der kommer en masse nytilflyttere i øst, som køber grunde og bygger huse for mange millioner, så får vi en social forkert sammensætning af kommunen, og det går ud over mangfoldigheden,« mener han.
»Der er jo også et andet aspekt af det. Vi ville jo aldrig acceptere, at der var daginstitutioner kun for dem med en høj månedsløn, men det kan jo godt indirekte blive konsekvensen af skævvridningen,« konstaterer han.
Det er imidlertid klimaet, Søren selv ser som det vigtigste emne i valgkampen.
»Vi er ikke nået særlig langt i forhold til målet om at reducere CO2, og det optager mange. En efterlyste en ordentlig løsning på pendlertrafikken ind til Aarhus, så man også undgik den lange morgenkø, hvor masser af bilister kører alene. En anden spurgte, hvor jeg mente, solcellerne skal være. Et farligt spørgsmål, men er vi ikke nået dertil, at vi bare må acceptere, at vi ikke har et valg længere?«