Fortsæt til indhold

»Borgerne oplever et byråd, der hiver penge hjem til hver sin storby«

Politik

Da tiende og sidste borger havde forladt Thake Fogh Cordts bord ved Lokalavisen Favrskovs speeddating-arrangement, kunne han gøre status for aftenens samtaleemner.

Spidskandidaten for Enhedslisten hæftede sig specielt ved bekymringen om en skæv udvikling af kommunen.

»Borgerne oplever et byråd, der er delt i at hive penge hjem til hver sin ”storby” - altså at Hammel, Hadsten og Hinnerup får alle pengene, og oplandet bliver glemt,« forklarer Thake Fogh Cordt, som fortsætter.

»Det passer meget godt med det, som Enhedslisten vil. Vi vil sikre borgerinddragelse. Sådan at borgerne selv kommer på banen og er med til at definere udviklingen i de små landsbyer. Desuden skal vi have en samlet plan for udviklingen af vores byer - det gælder i øvrigt ikke kun for små-byerne. Jeg er eksempelvis stødt på problematikken, at Hinnerups borgere ikke føler sig inddraget nok i forhold til den samlede udvikling af byen.«

Selve speeddating-formen, hvor borgerne efter fem minutter rokerede mellem lokalpolitikere fra samtlige 10 opstillede partier ved kommunalvalget, fik Thake Fogh Cordt med egne ord »meget mere ud af end en traditionel paneldebat.«

»Men det var da noget hektisk - vi er jo alle meget snakkelystne.«