»Jeg har fået sorteret nogle fra«
Carsten Wetche fra Hinnerup deltog i Lokalavisens valgmøde for at blive klogere på, hvor han skal sætte sit kryds til kommunalvalget. Han savner et trygt sted, hvor teenagere kan være om aftenen i weekenden, er træt af at sidde i kø på vej til arbejde i Aarhus, og så synes han, det er tåbeligt, at folk fra Hinnerup-området skal køre til sygehuset i Randers, når man har et sygehus i Skejby lige i baghaven.
»Det var superfedt at møde politikerne ansigt til ansigt og få lov til at komme med mine input. Jeg går herfra med en god oplevelse og føler, jeg har fået afleveret mit budskab til alle 10 kandidater,« sagde Carsten Wetche.
»Jeg har forsøgt at være åbensindet og ikke tænke partipolitisk, men på hvem der vil gøre noget for mig. Nogle af kandidaterne har haft gode pointer og nuancer, og jeg har fået sorteret nogle fra, jeg ikke vil stemme på.«