Fortsæt til indhold

Gammel hanelefant tager en sidste tur i den politiske manege

Hans Chr. Baltzer tager over efter sygemeldte Christian Haubuf de sidste to måneder af denne byrådsperiode.

Politik

Den havde han ikke lige set komme, den forhenværende Midtdjurs borgmester 1994-1997 Hans Chr. Baltzer, at han skulle få et par sidste måneder i den lokalpolitiske arena.

Det blev konfirmeret på seneste byrådsmøde, hvor et tavst og enigt byråd godkendte Christian Haubufs sygemelding for resten af denne byrådsperiode.

Hans Chr. Baltzer tager over efter Haubuf i Udvalget for sundhed, ældre og social, mens Michael Aakjær rykker en plads op i hierakiet i Børn- og ungeudvalget - fra suppleant til medlem.

Socialdemokratiet skal snarest udpege en ny suppleant.

Har en protegé

Hans Chr. Baltzer fyldte 78 forleden. Hans politiske karriere i lokalpolitik begyndte i Midtdjurs Kommunalbestyrelse i 1974, hvor der endnu ikke var tænkt på flere af hans kolleger i det nuværende byråd.

Pindstrup drengen Baltzer kronede sin politiske karriere med borgmesterhvervet i Midtdjurs. Han nåede også med i Syddjurs ved det såkaldte valg til sammenlægningsudvalget i 2005.

I Syddjurs tiden huskes han for dengang, han lavede et barn på Byrådet og fik et flertal med på at give en tillægsbevilling, så der kunne komme asfalt på banestien mellem Marie Magdalene og Pindstrup - i folkemunde ridestien.

At han stadig kunne samle et politisk flertal via list og lempe, nød den gamle kæmp tydeligvis.

Nu udfylder han tiden som aktiv pensionist ved at holde foredrag om Pindstrups historie, som han er uhyre velbevandret i.

Han kerer sig om sin by, og han håber, at hans bysbørn kender deres besøgelsestid og stemmer partifællen Sidse Graarup Vangsted, 30, ind i det nye byråd.

»Det er sgu’ mig, der har opfordret hende til at stille op,« lød det grinende fra Baltzer henvendt til Deres udsendte, da byrådsmødet var slut.

Den stærke socialdemokratiske tradition i Pindstrup mener Baltzer fortsat kan sikre byen og oplandet et mandat i Byrådet.

»Vi trænger til at få en stemme i Byrådet igen, og jeg er helt sikker på, at Sidse kan løfte opgaven,« siger den gamle hanelefant.