Fortsæt til indhold

KV21: Nye Borgerlige må ikke se rødt på valgnatten

Laila Sortland & co. fik lørdag på Nye Borgerliges årsmøde i Vejle klar besked fra partiformand Pernille Vermund.

Politik

Det bliver ikke Nye Borgerlige som peger på SFs Kirstine Bille eller Socialdemokratiets Michael Stegger Jensen som ny borgmester i Syddjurs, når det spidser til på valgnatten, og de afgørende konstitueringsforhandlinger foregår.

Laila Sortland & co. fik klar besked fra formand Pernille Vermund ved partiets årsmøde lørdag i DGI Huset i Vejle.

Byrådspolitikere fra Nye Borgerlige, der peger på en rød borgmester, kan godt se sig om efter et andet parti, var den klare melding fra talerstolen..

»Hvis man vælger det (at pege på en rød borgmester, red.), så vælger man også, at så er man ikke længere medlem af Nye Borgerlige,« lød det fra Vermund.

Kun langt ude i horisonten vil det være muligt for Nye Borgerliges lokale folkevalgte at pege på en rød borgmester. For eksempel, hvis samtlige øvrige partier i blå blok gør det samme, lød den beskedne åbning fra Pernille Vermund.

Forsigtig ambition

Nye Borgerlige opstiller i Syddjurs fire kandidater. Det er den tidligere DF’er, Laila Sortland, som nu repræsenterer Nye Borgerlige i Syddjurs Byråd samt spidskandidaten Bent Schouw, Femmøller, og Jan Jensen og Katalin Deme. De to sidstnævnte bor ligesom Laila Sortland i Ryomgård.

Udover byrådet i Syddjurs er partiet repræsenteret i Haderslev, Næstved, Rebild, Fredericia, Hillerød kommuner. I Vordingborg har partiet to mandater i byrådet.

Formandens ambition for KV21 lyder på ti folkevalgte i alt i landets 98 kommunalbestyrelser og byråd.

Ved det seneste valg fik partiet valgt et medlem, Mette Thiesen i Hillerød. Hun er også siden blev valgt til Folketinget.

Op til Sortland

Nye Borgerlige er efter Socialdemokratiet og Venstre landets mest medlemstunge parti. Om det vil slå igennem til KV21 afhænger meget af, om Nye Borgerlige kan lukrere på Dansk Folkepartis generelle nedsmeltning på landsplan og det samme med Venstres nedtur i meningsmålingerne

Et er som bekendt landspolitik. De lokalpolitiske dagsordener er nogle helt andre. Det er generelt svært at sælge stram udlændingepolitik og bortskaffelse af jobcentrene i Syddjurs.

Nye Borgerlige opstillede ved KV17 og fik beskedne 143 stemmer.

Hvorom alting er, bliver det op til Laila Sortland at skaffe Nye Borgerlige de nødvendige antal stemmer.

Hun fik ved det seneste valg 438 personlige stemmer som kandidat hos Dansk Folkeparti - flest af samtlige på listen.

Stemmerne var spredt ud på flere egne af Syddjurs. Hun skal levere endnu mere denne gang for, at Nye Borgerlige kommer med i Syddjurs Byråd fra årsskiftet.

De øvrige partier i Byrådet anerkender Laila Sortlands evne til at tale direkte til det vælgermæssige segment, der f.eks. på socialområdet - voksen-handicap og børn - føler, at de i forhold til Syddjurs Kommune konstant løber panden mod en mur.