Ét stort spørgsmåls-hegn
Miljøministeren var mandag på mission i Mols Bjerge for at forsvare ideen om en Naturnationalpark. Desværre blev ingen klogere.
End ikke en diset mandag formiddag for foden af Trehøje kunne skjule de hårde fronter, der er trukket op i debatten om en Naturnationalpark i Mols Bjerge.
Her mødte miljøminister Lea Wermelin (S) op på invitation fra sine partifæller i Syddjurs Kommune med blandt andet det formål at skabe dialog med lokalbefolkningen.
Vi skal finde frem til fælles og lokale løsninger, så det ikke bliver et spørgsmål om ja eller nej til en naturnationalpark.Lea Wrmelin, Miljøminister
Desværre fik man som deltager aldrig en fornemmelse af, at nogen lyttede til, hvad den anden sagde. Ministerens svar var meget lidt konkrete og virkede indstuderede, mens modstanderne var fastlåste og tilsyneladende ikke ret interesserede i at rykke sig. Ingen blev klogere på, hvordan en eventuel naturnationalpark i Mols Bjerge kunne komme til at udforme sig. Essensen af Wermelins budskab lød således:
»Vi skal finde frem til fælles og lokale løsninger, så det ikke bliver et spørgsmål om ja eller nej til en naturnationalpark. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan mødes om at løfte naturen i Danmark. Processen er først lige gået i gang.«
Myter eller fakta
Ministerens dagsorden var også at komme nogle af de myter til livs, som hun mener, der ligger til grund for modstanden mod naturnationalparkerne. Påstande om, at naturen tages fra de lokale borgere, fordi det bliver farligt at færdes i indhegningerne, at dyremishandling er uundgåeligt, og ikke mindst, at løftet om såkaldt borgerinddragelse er fis i en hornlygte. Det lykkedes hende ikke at overbevise sine modstandere, måske fordi hun aldrig blev ret konkret. Heller ikke på spørgsmålet om, hvorvidt der kommer mere eller mindre hegn, kunne hun svare andet, end at alle naturnationalparker bliver forskellige, fordi der vil blive taget udgangspunkt i det konkrete område.
Men hvad er myter, og hvad er fakta, og er der overhovedet nogen, der lytter til, hvad modstanderne siger?
Wermelin forsøgte at levere tre centrale budskaber til de fremmødte, nemlig at lokale forhold og ønsker prioriteres i beslutningen, at dyrevelfærd ikke er til diskussion og endelig en optimisme i forhold til, at Naturnationalparkerne kommer til at skabe flere natur- og friluftsoplevelser for danskerne, i stedet for det modsatte, som mange ellers frygter.
Hun lovede guld og grønne skove i forhold til inddragelse af lokale ønsker, hvis Mols Bjerge bliver udvalgt som en af landets næste Naturnationalparker.
Balance i debatten
Ministerens forsøg på at feje myterne af bordet lykkedes ikke, og de mere eller mindre overbevisende løfter om inddragelse af lokale interesser fløj væk i vinden.
Cirka 20 lokale borgere var mødt op med protestskilte, en et år gammel underskriftindsamling og et arsenal af spørgsmål til ministeren om hegn, dyrevelfærd og molsboernes ret til at kunne færdes frit i naturen.
Desværre for balancen i debatten, så er den del af lokalbefolkningen, der er tilhængere, alt for stille og blander sig næsten ikke, og i hvert fald slet ikke lige så højrøstet som modstanderne. Det giver et skævt billede og forvrænger sandsynligvis debatten yderligere.
Kløften mellem tilhængere og modstandere er umiddelbart lige så dyb som Tinghulen, og der blev altså ikke bygget bro over hullet i denne omgang. Modstandernes skyklapper blev ikke flået af. Ingen lyttede vist rigtigt, undtagen værterne fra Socialdemokratiet, som mener, at der nu er skabt grobund for en dialog. I Syddjurs ønsker Socialdemokraterne i følge Michael Stegger, borgmesterkandidat, at finde en løsning, som flest muligt bliver glade for. De har meldt klart ud, at de støtter etableringen af en naturnationalpark, men kun hvis der ikke bliver mere hegn, end der er i dag. Så, de risikerer at komme ingen vegne i forsøget på at gøre alle tilfredse. Omvendt tør de satse for at beskytte naturen, og da spørgsmålet om en naturnationalpark sandsynligvis bliver valgkampens største emne her i Syddjurs, så risikerer de samtidigt at bløde vælgere med den udmelding.
Måske er det derfor, at Venstre ikke tager naturen under sine vinger, men i stedet vælger den måske mere populære holdning og siger blank nej tak. Nej tak til at forbedre vores natur, vil nogen mene. Venstres Claus Wistoft havde da også en ganske anderledes oplevelse af dagen, end sin politiske modstandere. Det valgte han at gøre opmærksom på mandag eftermiddag på Facebook ved at skrive, at han ikke tror en døjt på ministerens ord om at ville inddrage lokalsamfundene.