KV21: Hvad koster en stol i byrådssalen?
En byrådsstol kostede ved valget i 2017 906 stemmer. Hvis alle vælgere havde stemt, ville den have kostet 339 stemmer mere.
I 2017 var der 33.611 stemmeberettigede vælgere i Syddjurs Kommune. Hvis alle havde stemt, ville en plads i Byrådet, som udgangspunkt, koste 1.245 stemmer.
73,83 procent stemte, hvilket svarer til 24.816 stemmer. Heraf var 286 blanke og 64 ugyldige. De ugyldige kan skyldes et forkert sat kryds, eller at man har udfoldet en eller anden sproglig visdom på stemmesedlen.
Dermed blev der afgivet 24.466 gyldige stemmer, hvilket formindskede prisen på en byrådsstol til blot 906 stemmer.
Overordnet kan man altså sige, at de enkelte partier skulle opnå cirka 906 stemmer pr. byrådssæde ved en stemmeprocent på 73,83 procent. Bliver stemmeprocenten højere, så stiger ’værdien’ pr. byrådssæde også. Bliver den lavere, falder tallet.
Den d’Hondtske metode
Fordelingen af de 27 mandater foregår via den d’Hondtske metode. Det gælder både til byråd, regionsråd og Folketinget.
Folketinget er dog noget for sig selv, fordi man her opererer med tillægsmandater og kredsmandater.
Til kommunalvalget fungerer det simpelt og lige til.
Antallet af gyldige stemmer divideres med en faktor, som er antallet af sæder i Syddjurs Byråd - 27 stole. Så, når stemmerne er talt op, og der er divideret med faktoren, er det blot at starte fra toppen og se, hvem der har flest stemmer (efter der er divideret).
Det giver så det første sæde. Næstflest stemmer giver sæde 2 osv.
Valgforbund
I beregningen af mandatfordelingen skal man tage højde for de indgåede valgforbund. I Syddjurs var der i 2017 indgået tre valgforbund:
- ■ (S, SF, EL): 11.208 stemmer = 13 mandater
- ■ (Rad.V., Alternativet): 2.348 stemmer = 2 mandater
- ■ (DF, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Konservative): 3.529 stemmer = 4 mandater
- Venstre stod alene: 7.238 = 8 mandater
- Social Liberal Borgerliste: 15 = 0 mandater
Når mandaterne er fordelt, skal man samme øvelse igennem inden for de enkelte valgforbund, og afklare mandatfordelingen her.
Valgforbundene flytter nogle gange én eller flere pladser.
Det var tilfældet i 2017 i Syddjurs, hvor det, at Venstre stod uden for det borgerlige valgforbund, kostede partiet 1-2 mandater og muligvis borgmesterposten.
Til gengæld fik Dansk Folkeparti valuta for sit valgforbund med Liberal Alliance, Konservative og Borgerlisten. Det sikrede partiet et ekstra mandat trods stemmetilbagegang i forhold til valget fire år tidligere.
Hvem kommer ind?
Når mandaterne er fordelt, er sidste step at sætte navn på de 27 mandater.
Her er de personlige stemmer afgørende for de partier, der opstiller sideordnet, og det gør samtlige partier i 2021 – minus Dansk Folkeparti som opstiller på partiliste med byrådsmedlem Ebba Grethe Møgelvang som spidskandidat.