KV21: Her kan du brevstemme i Aarhus
Der er flere steder i Aarhus Kommune, hvor det er muligt at brevstemme.
Kommunernes Landsforening (KL) opfordrede tidligere på dagen, onsdag, borgere til at benytte sig af muligheden for at brevstemme, hvis man er bekymret for smitterisikoen ved stemmestederne ved denne måneds kommunalvalg, som finder sted 16. november. Det samme gør Aarhus Kommune også i en pressemeddelelse, hvor borgmester Jacob Bundsgaard (S) dog samtidig slår fast, at der er styr på sikkerheden ved valgstederne i kommunen.
Der iværksættes således smitteforebyggende tiltag på alle 47 aarhusianske valgsteder, hvor der blandt andet vil være håndsprit og mundbind til rådighed, ligesom der vil blive luftet ud flere gange i løbet af valgdagen.
»Vi vil gerne opfordre alle vælgere til at stemme. Hvis en vælger er mere tryg ved at brevstemme før valgdagen, så opfordrer vi til at udnytte mulighed for at brevstemme allerede nu. Vi har godt styr på Covid-19, så hvis vi viser hensyn til hinanden, kan alle borgere trygt bruge deres stemme til valget både på brevafstemningsstederne og på valgdagen,« siger borgmester Jacob Bundsgaard, som er formand for valgbestyrelsen i Aarhus, i pressemeddelelsen.
Valgbestyrelsen i Aarhus Kommune opfordrer også vælgerne til at stemme midt på dagen, da der typisk er størst travlhed sidst på eftermiddagen.