Mette Frederiksen på lynvisit i Syddjurs
Statsministeren kaster glans over de lokale socialdemokrater fredag 12. november i A-huset i Rønde.
En hårdt presset statsminister besøger Rønde i 50 minutter fredag 12. november i tidsrummet 9-9.50.
Mette Frederiksen lægger vejen forbi A-Huset i Rønde, hvor de lokale socialdemokrater med lokalformand Søren K. Lauridsen og borgmesterkandidat Michael Stegger Jensen tager imod og byder statsministeren velkommen.
Efter disse indledende manøvrer får statsministeren ordet og siger noget om velfærd i ældreplejen.
Mette Frederiksen kæmper lige nu med den såkaldte mink-sag og de slettede sms’ere. Vælgernes bedømmelse af hendes og regeringens indsats har kunnet aflæses i faldende tilslutning til Socialdemokratiet i de seneste meningsmålinger her kort tid inden kommunalvalget.
Kommunalvalgets udkomme er strategisk vigtigt for Socialdemokratiet og Mette Frederiksen. Det er og bliver en slags midtvejsevaluering af regeringen, som både kan blive en dreng og en pige.
Mette Frederiksen brugte onsdag aftens pressemøde i Statsministeriets spejlsal til at skaffe sig ny luft i forhold til støttepartierne, men pressemødet skulle også bruges til at overbevise vælgerne om, at hun ikke stikker noget ind under stolen - ’fejer noget ind under gulvtæppet’, som en af hendes forgængere i statsministerstolen udtrykte det