Bevæbnet med barnevogne: Kære politikere, vi har en ide

»Vi vil lave et hus, der lever.«

Sådan siger Julie Kjærgaard, 32 år. Hun en af dem, der har valgt at møde op på kirkepladsen med en barnevogn og et opråb, som flere og flere de sidste måneder har tilsluttet sig i Ebeltoft, nemlig at der mangler lokaler til aktiviteter for både foreninger og private.

»Ebeltoft er en super dejlig sommer- og turistby, men det kunne være fedt med et samlingssted for byens borgere. At vi kan tage lokale initiativer og vide, hvor vi kan mødes. Vi er mange tilflyttere og børnefamilier med god energi og masser af ideer, men der mangler bare det der sted. Et sted, der er frit, hvor man kan booke sig ind og mødes på kryds og tværs.«

Pointen med barnevognshappening er at råbe op om, at der nu er en ide til en løsning.

»Vi vil lave lidt larm og forsøge at få byens politikere til at se, at den gamle præstegård kunne være et fantastisk sted at lave et forsamlingshus. Et sted, hvor der kan være fællesspisning, mødre- grupper, læseklubber og lignende.«

Jamen, der mangler et foreningshus

Larmen er dog ikke ligefrem overdøvende denne fredag formiddag på kirkepladsen, hvor de 20 fremmødte personer med og uden barnevogne kæmper om opmærksomheden med den smukke og stemningsfyldte kirkeplads, der ligger trygt under høje træer med lyse glimt af sol og smukke glimt til vigen.

»Der er jo nærmest helt magisk her,« siger en af de barnevognsskubbende mødre.

Forsamlingen denne fredag formiddag er udsprunget af en barselsgruppe på Facebook med mere end 60 medlemmer. Der kunne altså potentielt have mødt lige så mange barnevogne op, men som så meget andet i disse tider, er der en hel del aflysninger på dagen på grund af corona.

Der er noget, der tyder på, at opfattelsen af, at der mangler lokaler, måske endda et hus til folket, ikke bare ejes af barselsmødrene, men findes flere steder blandt Ebeltofts befolkning. Såvel gamle som unge.

Mens mødrene står og småfryser i formiddagskulden ved kirken, kommer flere nemlig forbi for at vise deres støtte.

En dame stopper op og snakker lidt med gruppen. Hun fortæller, at hun er en aktiv del af projekt Ebeltoft i Udvikling.

»Vi har råbt op om det her i to år. Der mangler et foreningshus i Ebeltoft, og det er ikke kun jer unge, der oplever det. Det gør vi ældre også.«

Andre blevet hjemme og stemmer i ved tastaturet. For eksempel skriver en af byens særdeles aktive pensionister, Hans-Jørgen Dybdahl, som kommentar til Facebookopslaget om barnevognsmødet:

»Vi støtter et folkehus, os fra havnen. Men vi har ingen barnevogne.«

Nanna Johanne Aude ville gerne have været med, men skriver i tråden til samme oplslag:

»I tråd med problemstillingen er vi desværre en flok på 10 barnevogne, som netop mødes uden for byen til efterfødselsyoga den dag. Øv.«

Også i FOF Djursland mærker de problemet.

»Der er absolut mangel på lokaler i Ebeltoft. I vores forening oplever vi manglen hver dag hele ugen året rundt. Jeg har forsøgt at gøre opmærksom på det i flere år,« udtaler leder Lene Fribo.

Kære politikere i Syddjurs

Der er i virkeligheden tale om to ønsker, som lige nu forener sig i håbet om, at den gamle præstegård, også kaldet Ankerhus, kan blive et nyt samlingssted i byen. Ebeltoft Kirke og menighedsrådet har nemlig tilsluttet sig, og der er lavet en arbejdsgruppe under navnet Ankerhus med repræsentanter fra både foreninger, mødre og menighedsråd. Bygningerne på Grønningen 13 har stået tomme og i forfald gennem flere år, og i 2019 købte kommunen dem.

»Vi ved, at der snart skal tages en politisk beslutning om, hvad der skal ske med Ankerhus, og vi tænkte derfor i menighedsrådet, at vi lige nu har en unik chance for at påvirke beslutningen,« fortæller Kristina Anna Nielsen som er medlem af rådet og også en del af barselsgruppen.

»Vi håber fra kirkens side, at beslutningen om Ankerhus kommer til at tilføre værdi og liv til pladsen og til hele byen. Og så fik vi en ide om at skabe et folkehus eller et by-samlingspunkt.«

Arbejdsgruppens drøm er at stifte en lokal forening og realisere drømmen om et hus til folket. Kristina Anna Nielsen understreger, at det ikke skal være et kirkehus, men et hus for alle.

Hun forklarer, at kirken blot skal være én af bidragyderne, men både private og kommunale aktører kan skabe aktiviteter. Det er heller ikke tanken, at kirken skal smide penge i det. I stedet vil arbejdsgruppen søge midler fra blandt andet fonde.

Julie Kjærgaard er også med i arbejdsgruppen, og hun og Kristina Anna Nielsen er begge mødt op med hver deres barnevogn. Samlet sender de en bøn til politikerne i Syddjurs

»Vi håber, at politikerner grundigt vil overveje, hvad Ebeltoft vil med en plads som denne. Vi er bange for, at kommunen sælger Ankerhus til en privat investor, der så bygger boliger. Hvordan vil sådan noget nybyggeri passe ind her på pladsen? Og hvad vil det give af værdi til vores by?«

En skitse af drømme

Arbejdsgruppen har for nylig holdt møde med kommunen, og på den baggrund fået en frist til at indsende en projektbeskrivelse inden den 31. januar.

»Vi har slet ikke haft tid nok til at gennemarbejde det. Der er jo både mange drømme og mange hensyn at tage, for eksempel til den bevaringsværdige del af huset og grunden. Så, det er ikke lige frem blevet til en egentlig ansøgning. Jeg vil mere kalde det en skitse af drømme,« fortæller Kristina Anna Nielsen.

Gruppen har i øvrigt hørt, at der er andre potentielle købere, som planlægger at bygge boliger.

Sekretariatsleder ved Miljø og Teknik hos Syddjurs Kommune, Christina Lundbergh, fortæller, at de har fået henvendelser fra to borgere, som gerne vil købe ejendommen for at bevare så meget som muligt af den og restaurere den til at være henholdsvis privat bolig og selvstændig virksomhed. Hun henviser i øvrigt til, at alle beslutninger vedrørende køb og salg af kommunale ejendomme foregår fortroligt. Hun kan dog bekræfte, at der har været dialog med arbejdsgruppen Ankerhus om deres ønske om at udvikle et kulturhus på grunden.

»Vi har rådgivet dem til at lave en projektbeskrivelse, og vi kan naturligvis hjælpe dem med at komme i dialog med det relevante politiske udvalg om sagen. Uanset, vil en afgørelse om bygningens fremtid kræve en politisk stillingtagen.«

Det relevante udvalg kan i denne sammenhæng være flere. Et af dem er dog helt sikkert Kultur, Fritids- og Landdistriktsudvalget, og formand Heine Skovbak Iversen var da også mødt op fredag formiddag for at høre, hvad de barnevognsbevæbnede borgere havde på hjerte.

»Jeg kan ikke sige noget om, hvad der kommer til at ske med huset og grunden. Jeg vil helst heller ikke sige noget om endnu, hvad jeg personligt synes, der skal ske. Det er for tidligt i processen.«

Mens vi venter

På pladsen foran kirken er der almindelig opløsning. Vintersolen er steget en smule højere på himlen, og nu er det ikke længere kun trætoppene, som velsignes. Enkelte brosten rammes også af lyset, inden barnevognshjulene triller henover.

»Vi ses,« råber et par, inden de forsvinder rundt om hjørnet. Nogle stykker bliver stående, og en af dem er Julie Kjærgaard.

»Vi ved ikke, hvor det ender, men det er klart, at nu bliver projektet om Ankerhus driblet i gang af mødre på barsel, men huset skal henvende sig til alle. Det skal være et hus til folket, og det skal holdes i gang af folket.«

Kristina Anna Nielsen tilføjer:

»Håbet er, at vi med vores skitse kan købe os lidt tid hos politikerne til at blive mere konkrete på, hvad vi forestiller os. Men vi får jo ikke lige huset op at stå inden for det næste år. Det er et langsigtet projekt, så vi tænker også i, hvad vi kan gøre, mens vi venter.«

En af de andre mødre svarer, mens hun gør klar til at trille hjemad.

»Ja, det er altså nogle gange nogle lange weekender med en baby og et barn på fire år, når der ikke er nogen steder at tage hen.«