Fortsæt til indhold

Overblik: Sådan bliver den større ministerrokade

Transportminister Benny Engelbrechts (S) farvel har sat gang i en større ministerrokade.

Politik
jwh

Sent torsdag aften meddelte Benny Engelbrecht (S), at han trak sig som transportminister som konsekvens af, at Enhedslisten tidligere på aftenen meddelte, at partiet ikke længere støttede ham.

Dermed har statsminister Mette Frederiksen (S) haft travlt med at sætte et nyt hold af ministre, og fredag formiddag har hun præsenteret rokaden.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Sådan ser rokaden ud:

  • Forsvarsminister Trine Bramsen (S) udnævnes til transportminister og minister for ligestilling, idet ligestillingsområdet samtidig overføres fra Beskæftigelsesministeriet til Transportministeriet.
  • Skatteminister Morten Bødskov udnævnes til forsvarsminister, og medlem af Folketinget Jeppe Bruus udnævnes til skatteminister.
  • Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Peter Hummelgaard vil fremover blot være beskæftigelsesminister.

Statsministeren præsenterer de nye ministre for dronning Margrethe på Amalienborg kl. 11.00. Forsvarsminister Trine Bramsen vil dog ikke deltage i audiensen, da hun er smittet med covid-19, oplyser Statsministeriet i pressemeddelelsen.