Fortsæt til indhold

Kommentar: Den nye generation i byråd og på rådhuset er ikke ’problemater’, som generationen før dem

Politik

Et nyvalgt byråd har overstået sin første måned, og læringskurven er selvfølgelig stejl for de 11 debutanter.

Det er den også for debuterende borgmester Michael Stegger Jensen (S) og hele fire - ud af seks - nye udvalgsformænd, hvoraf kun Venstres Christoffer Pedersen har politisk erfaring fra det tidligere byråd.

Bemærk at generationsskiftet/udskiftningen i byrådet flugter med, at to ud af tre er ’næsten’ nye i kommunens direktion.

En stort set alderssvarende borgmester og kommunaldirektør er sikkert ikke så tosset. Det skal bestemt ikke undervurderes, at duoen er rundet af den samme tid og har lyttet til de samme sange.

Kommunaldirektør Rasmus Møller kom hovedkulds til Syddjurs Kommune, mens coronaen stod i zenit og skulle lynhurtigt tage teten i maskinrummet på rådhuset og fungere med et byråd, som var i gang med sin sidste sæson. For ham er det ligesom for borgmesteren en kickstart.

Kommunaldirektøren har fuldstændig styr på sin opgave. Han har allerede fundet ind i et samspil med borgmesteren og forklaret Stegger, at han vil gøre alt for at spille ham bedre og bedre og klæde ham på til de mange opgaver, der venter.

Stegger kan regne med kommunaldirektøren og ved, at han i ham har en kongenial medspiller, der ikke vil hælde ham ned af brættet, når det går mindre godt.

De trådte ikke deres ungdomssko i 1970’erne, men for manges vedkommende langt senere. De har ikke som en afgået Norddjurs borgmester Jan Pedersen fået professionel politik ind i en tidlig alder og haft det som hjerteblod siden deres pure ungdom.

Den nye generation i byråd og på rådhuset er ikke ’problemater’, som generationen før dem.

De trådte ikke deres ungdomssko i 1970’erne, men for manges vedkommende langt senere. De har ikke som en afgået Norddjurs borgmester Jan Pedersen fået professionel politik ind i en tidlig alder og haft det som hjerteblod siden deres pure ungdom.

Derfor bliver det spændende at følge den nye generation. Udgangspunktet for den er, at den vil alle det godt, og det er både velgørende og honnet, men også en farlig tangent at bevæge sig ud ad.

Man kan hurtigt falde af.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at borgmesteren mener det alvorligt, når han siger, at for ham er det vigtigt at få bredt lokaldemokratiet ud i alle hjørner af Syddjurs.

Han ved fra egne erfaringer, hvad der interesserer borgerne ude i de små oaser. Landdistrikter, der er så vigtige for helheden i Syddjurs. Så giv nu ham og den nye generation en chance for at få fang og lære jobbet.

Lad dem synge med Sebastian - godt nok en sang fra 1970’erne:

’Måske ku’ vi
Finde værdier
Andre end dem
Vi tvungne ta’r imod’

De skal have deres 100 dage til at blive klædt på, før de bliver konfronteret med sager, der skriger på at blive løst.

Men efter de 100 dage kan de også forvente et kritisk blik.

Især om de har modet til at gå over på det modsatte fortov, når de ser en folkebevægelse på det andet.

Det er det, der for alvor afgør, om du er en politiker med tyngde og ikke blot en nikkedukke.«