Fortsæt til indhold

Leif Lahn Jensen ikke skuffet over igen at blive forbigået

Det lokale folketingsmedlem blev heller ikke minister i denne omgang. Han har det fint med at være formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe på Christiansborg.

Politik

Den seneste ministerrokade skubbede ikke lokale Leif Lahn Jensen op ad rangstigen i det socialdemokratiske hierarki.

Havnearbejderen fra Grenaa debuterede i Folketinget i 2007 og har været nævnt som et potentielt ministeremne i flere omgange, men uden at der har været realiteter bag.

»Jeg har det også særdeles fint med at være gruppeformand,« siger Leif Lahn Jensen.

»Hvis statsministeren havde bedt mig om at blive minister, havde jeg naturligvis takket ja. Sådan et tilbud siger ingen, heller ikke jeg, nej til, men jeg er på ingen måde skuffet over ikke at have fået tilbuddet.«

Masser af indflydelse

Leif Lahn Jensen har det som blommen i det berømte æg, hvor han sidder nu på Christiansborg.

»Som gruppeformand er jeg meget tæt på det hele og løser en opgave, der er spændende på alle måder. Jeg nyder det, det indrømmer jeg gerne.«

Med 17 år som havnearbejder på Aarhus Havn, heraf ni af dem som sine kollegaers tillidsrepræsentant, kender han til værdien af hårdt arbejde og faglig organisering.

»Set i et Djurslandsperspektiv har jeg i min nuværende position lettere ved at gøre noget fra for det område, hvor jeg er valgt og bor, end jeg vil have som minister. Det vedgår jeg gerne, og det er ikke bare for nu at opfinde en undskyldning til at skjule min skuffelse. Jeg mener det oprigtigt.«

»Efter mange år på Christiansborg er mit netværk meget stort. Jeg har det godt med både kolleger fra andre partier og kender mange centrale embedsmænd. Det gør det altid nemmere at være på Borgen, hvis man har et stort netværk.«

Ro på bagperronen

Leif Lahn Jensen er tavs som en østers til spørgsmålet, om statsminister Mette Frederiksen havde ham i røret forud for ministerrokaden.

Som gruppeformand holder man munden lukket om den slags, men selvfølgelig havde statsministeren ringet og orienteret gruppeformanden.

Hun har sikkert også forklaret ham, at han som gruppeformand har levet op til hendes forventninger og mere til. Mette Frederiksen har behov for ro på bagperronen, og det skal gruppeformanden sørge for. Det er populært sagt ham, der banker folk på plads i overført betydning, hvis der folketingsmedlemmer, som handler imod partiets interesse.

Derfor var der logik i for statsministeren at bevare Leif Lahn Jensen som intern leder i folketingsgruppen. og ordstyrer ved gruppemøderne. Ikke pille ved noget, der fungerer godt med fare for, at korthuset vælter.

En mindretalsregering har mindst af alt behov for en gruppe, hvor der hersker anarki, og skuffede medlemmer med ministerambitioner render rundt og gør livet surt for statsministerens og hendes hold med utidige meldinger om dette og hint, der nok leverer overskrifter i de landsdækkende medier, men også efterfølgende kræver brandslukning og sort tale.

Comeback i 2020

Leif Lahn Jensen gjorde comeback som gruppeformand som afløser for Flemming Møller Mortensen i efteråret 2020 i forbindelse med daværende kultur- og kirkeminister Joy Mogensens frivillige afgang og den ministerrokade, det førte med sig som gjorde Mortensen til udviklingsminister og minister for nordisk samarbejde.

Posten som gruppeformand havde Leif Lahn Jensen haft i Helle Thorning-Schmidts statsministertid, da Henrik Dam Kristensen ved en ministerrokade i oktober 2014 overtog posten som beskæftigelsesminister efter Mette Frederiksen, der blev sparket op i Justitsministeriet, fordi Karen Hækkerup meldte pas på politik for at fortsætte karrieren som direktør hos interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer.

Leif Lahn Jensen kendte sin besøgelsestid, da det var en kendsgerning, at Flemming Møller Mortensen blev ny minister.

Når sådan noget sker, skal man trykke på alle mulige og umulige kontakter.

Det krævede i sidste ende et nik fra partiets formand, Mette Frederiksen.

Valgte Hummelgaard

Efter valget i 2019 havde flere spået, at Leif Lahn Jensen blev beskæftigelsesminister i den nydannede socialdemokratiske regering.

Statsminister Mette Frederiksen valgte imidlertid at kigge til anden side og vælge hendes mulige arvtager, når den tid kommer, Peter Hummelgaard.

Om hun kigger til Leif Lahn Jensens side efter næste folketingsvalg, hvis vælgerne fortsat peger på hende som statsminister, er et såkaldt godt spørgsmål.

Leif Lahn Jensens arbejderprofil passer ellers som fod i hose til den profil, som Mette Frederiksen gerne markedsfører som Socialdemokratiets.

Problemet for Djurskredsens folketingsmedlem er, at han kom sent i gang med politik og aldrig som ung gik i den DSU-skole og blev en del af de netværk som hovedparten af ministrene i den nuværende S-regering mødtes i.

Det gælder i øvrigt også den senest afgåede minister, Benny Engelbrecht.

»Jeg spekulerer ikke på det. Uanset hvad så er Christiansborg en vildt spændende arbejdsplads.«

- Så du skal ikke hjem og være Socialdemokratiets borgmesterkandidat til næste kommunalvalg?

»Det kan jeg sige helt klart. Det bliver ikke aktuelt.«