Fortsæt til indhold

Ministerrokade giver Camilla Fabricius en ny post

Socialdemokratiets Camilla Fabricius bliver forperson for Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg, oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Politik
jwh

Statsminister Mette Frederiksens (S) store ministerrokade i fredags har givet anledning til en ændring af ordfører- og udvalgsposter i den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvilket får betydning for Aarhus’ tidligere viceborgmester Camilla Fabricius. Hun er nemlig ny forperson for Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg, oplyser Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.

»Udlændinge- og integrationsområdet er meget væsentligt. De beslutninger, vi tager, har stor betydning for vores samfund. For mig er jeg særligt optaget af ligestilling, mennesker med LGBTQ-+baggrund og kvinders mulighed for at udfolde sig, få et arbejde, en kæreste eller fri seksualitet, uanset baggrund. Derfor må integration også handle om arbejdet for minoritetkvinders rettigheder,« fortæller Camilla Fabricius i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Der er desværre stadig kvinder, der lever under social kontrol, og hvor vold er en del af hverdagen. Det er helt uacceptabelt i Danmark, og vi har på integrationsområdet en vigtig ligestillingskamp foran os.«

Camilla Fabricius er født og opvokset i Aarhus, hvor hun i flere år var medlem af Aarhus Byråd. Efter kommunalvalget i 2017 blev hun valgt til ny viceborgmester i kommunen. Den post besad hun frem til 2019, hvor hun blev valgt ind i Folketinget med 6.506 personlige stemmer.

Nu se hun frem til formandskabet i udvalget, hvor hun hidtil har været menigt medlem.

»Integrationsminister Mattias Tesfaye har lige nedsat en arbejdsgruppe, som netop skal arbejde for minoritetskvinders kamp for lige rettigheder - det glæder jeg mig som forperson til at følge,« fortsætter hun i pressemeddelelsen.

Camilla Fabricius er desuden næstformand i Sundhedsudvalget samt partiets social- og familieordfører.