Borgerrådgiver: 25 lagde billet ind på stillingen
På onsdagens byrådsmøde konfirmerer et enigt byråd efter indstilling fra ansættelsesudvalget, hvem der skal have tjansen med den George Orwell'ske titel Borgerrådgiver fra 1. marts.
Dansk Folkeparti blev som bekendt ikke valgt ind i det nye byråd, så partiformand i Syddjurs, Ebba Grethe Møgelvang, må nøjes med at juble fra tilhørerpladserne - hvis hun da kigger forbi Ebeltoft onsdag i skumringstimen - over, at hendes hedeste ønske om, at Syddjurs Kommune nu får en borgerrådgiver bliver fuldbragt.
Dansk Folkepartis forkvinde havde ønsket stående øverst på sin dosmerseddel i sidste halvdel af den forgangne byrådsperiode, så ikke noget at sige til, hvis hun strækker armene jublende i vejret og løber ti gange rundt om sig selv.
Sidste stik onsdag
Efter flere omgange diskussioner i det gamle byråd faldt alle til patten i december lige før lukketid og indvilgede i, at stillingen som borgerrådgiver blev opslået.
Der blev i forbindelse med Byrådsmødet 15. december 2021 desuden nedsat et ansættelsesudvalg bestående af Økonomiudvalgets medlemmer, gruppeformanden, der ikke er repræsenteret i Økonomiudvalget, næstformanden i Hovedudvalget samt HR-chefen.
Ansættelsesudvalget afslutter først ansættelsessamtalerne til stillingen 23. februar 2022. Der var 25 ansøgere til stillingen, hvoraf udvalget valgte at invitere 5 kandidater til første samtale og 3 kandidater til anden samtale. Grundet frafald fra en af kandidaterne møder ansættelsesudvalget 2 kandidater til anden samtale.
Borgerådgiveren ansættes af Byrådet og refererer direkte til Byrådet. Borgerådgiveren får en daglig personalemæssig og organisatorisk forankring i HR-afdelingen med daglig reference til HR-chefen.
Ansættelsesudvalget er indstillende instans, og byrådet er godkendende og hermed ansættende instans.
Ansættelsesudvalget indstiller efter afsluttet proces en kandidat til stillingen, som præsenteres af borgmester Michael Stegger Jensen (S) på byrådsmødet.
Spillestil
Borgerrådgiver er ikke et særsyn, hvis man kigger ud over det kommunale landskab. Syddjurs er rent faktisk kommet sent op i gear i forhold til at beslutte sig.
Byrådet har godkendt en spillestil - et sæt vedtægter- for Borgerrådgiveren, hvor der ikke er levnet megen plads til tilfældigheder og vilkårlighed.
De, der kan huske tilbage på spillestilen hos diverse lands- og klubhold i fodbold i Østblokken før Murens fald i 1989, vil kunne nikke genkendende til, hvor skarp den kommende mand eller kvinde skal optræde. Man savner næsten kun en dresscode.
Nuvel, men skåret helt ind til benet, så skal Borgerrådgiveren:
Styrke borgernes relation til kommunen og borgerens retssikkerhed via tilsyn med det kommunale embedsværk.
Ydermere er borgerrådgiveren medlem af det kommunale whistleblowerteam.
Borgerrådgiveren er en del af den trojka, som det gamle byråd besluttede skal være med til, overordnet set, at styrke lokaldemokratiet i kommunen, både på de indre og ydre linjer: 1. Borgerrådgiver 2. Borgerforslag 3. Whistleblowerordningen (lovpligtig - dikteret af EU).
Læs spillestilen for Borgerrådgiveren her:
aabendagsorden.syddjurs.dk/meeting/attachment/29600