Moderne lokalplaner bør også tænke på biodiversitet
Det mener en gruppe borgere, som vil have plads til en grøn bypark på grunden mellem Bredgade og Drasbeksgade i Kolind.
»En større del af fremtiden kræver grøn tankegang, hvor man indtænker natur og biodiversitet, når der er mulighed for det. Flere mødre/bedstemødre ville elske at gå en lille tur i et grønt område i bymidten, måske give barnebarnet en gyngetur eller nyde et fuglefløjt eller en summende brumbasse fra en bænk.«
Sådan lyder et høringssvar fra en borger i Kolind, som er en del af den gruppe i byen, som ønsker at lokalplan 441 for området mellem Bredgade og Drasbeksgade gentænkes, så der bliver plads til andet end almennyttige boliger.
Vi ønsker at lokalplanen nytænkes med i alt 10-14 nye boliglejemål. Det vil dels øge antallet af lejligheder i midtbyen og samtidig give mulighed for at indtænke et grønt områdeTorben Wolf
Lav en ny plan
Konkret håber gruppen af borgere, at den nuværende lokalplan, som netop har været i høring, skal sløjfes. De ønsker, at de skal deles op i to, sådan at der bliver tale om to grunde og et stykke jord i midten, som de håber, kommunen vil tage ejerskab over og omdanne til bypark. Fremfor 21 sammenhængende boliger, foreslår gruppen altså, at antallet af boliger reduceres, så der bliver plads til »en lille bypark med aktiviteter, hyggekroge, en scene med mulighed for kulturelle aktiviteter.«
»Vi ønsker at lokalplanen nytænkes med i alt 10-14 nye boliglejemål. Det vil dels øge antallet af lejligheder i midtbyen og samtidig give mulighed for at indtænke et grønt område,« siger Torben Wolf, som er initiativtager til en Facebookgruppe med navnet Kolind Centrum Bypark.
Formålet med gruppen er at den skal danne rammerne omkring et fælles ønske om at bringe en grøn bypark i spil i forbindelse med en ny lokalplan, men sådan ser virkeligheden bare ikke helt ud.
Hvem skal betale?
Forslaget om en bypark møder nemlig modstand fra andre Kolind-borgere. De synes grundlæggende, at der er rigeligt af grønne områder og stiller spørgsmål ved, hvem der egentlig skal betale for vedligeholdelse af den nye park.
Et af medlemmerne i gruppen skriver:
»Når man tænker på den korte afstand vi har til naturen her i Kolind. Mon ikke byen har mere brug for 21 familier der handler lokalt?«
Et anden supplerer med:
»Helt ærligt. Fra Ruths have kan du se ud over alt den biodiversitet, du har lyst til. Fra banen til Sundvejen ligger 10 ha. urørt natur. Og hvis der skal være en park, så bliver der ikke meget biodiversitet at hente der. Og så tror jeg, at Skov og Park har rigeligt at passe i forvejen.
Boliger er en mangelvare i Kolind. Der er alenlange ventelister i boligforeningerne. Og der er ikke just mange tomme private udlejningsejendomme. Og hvor er alle de tomme byggegrunde til tilflyttere i Kolind. Men der er til gengæld masser af grønne områder, som det i forvejen koster enormt at passe.«
Torben Wolf svarer:
»Den økonomiske del er helt klart vigtig, og der er ingen tvivl om at det er en fællesopgave at realisere forslaget om en lille grøn plet midt i Kolind bykerne. Gruppen der støtter op om dette er ikke egoister, eller nogen der vil have andre til at betale, men almindelige mennesker, der gerne ser en lidt grønnere midtby.«
Udover 63 medlemmer i Facebookgruppen, har godt 70 mennesker indtil nu skrevet under på, at de tilslutter sig ønsket om en grøn plet i centrum.