Flextrafik: Ældrerådet smider forslag til harmonisering i papirkurven
Ældrerådet i Syddjurs ser ingen hensyntagen til ældre borgere i Midttrafiks oplæg til harmonisering af flextrafik, siger Ældrerådets formand Rita Vinding. »Det er en ommer,« lyder det fra formanden.
Midttrafiks bestyrelse godkendte tilbage i marts 2020, at Midttrafik skulle præsentere et forslag til en harmonisering af de åbne Flextrafik-kørselsordninger: Flextur, Flexbus og Plustur.
Midttrafik er et trafikselskab der administrerer den kollektive trafik i Region Midtjylland.
Trafikselskabet er ejet af Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen og bliver ledet af en politisk bestyrelse på ni medlemmer. Bestyrelsen sidder i en fire-årig periode og skiftede senest pladser som følge af kommunalvalget i november 2021.
Her fratrådte tidligere Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) som bestyrelsesformand til fordel for tidligere Silkeborg borgmester Steen Vindum (V).
Det djurslandske islæt i bestyrelsen er nu viceborgmester i Norddjurs, Benny Hammer (C).
Formålet med harmoniseringen er at forbedre og forenkle flextrafik via en række initiativer, som er blevet anbefalet på baggrund af en undersøgelse, som Megafon udførte i foråret 2021.
I undersøgelsen deltog repræsentanter fra følgende interessentgrupper: Kunder, leverandører, bestillere på administrativt niveau og Midttrafikmedarbejdere.
Harmoniseringen handler ifølge Midttrafik om at forbedre og forenkle den åbne Flextrafik plus at supplere anden kollektiv trafik og dækningen af tyndt befolkede områder.
Hvor er de ældre?
I den nuværende høringsfase er Ældrerådet Syddjurs også blevet hørt, og det vil være synd at sige, at Ældrerådet med formand Rita Vinding i spidsen er blevet synderlig imponeret.
»Vi ser ingen hensyntagen til ældre borgere i Midttrafiks oplæg til harmonisering af flextrafik. Tværtimod. Forslaget til harmonisering sikrer ikke frihed og lighed og gør ikke produktet attraktivt for ældre borgere,« lyder det fra Rita Vinding.
Hun ser okay forbedringer for de mennesker, som bruger flextrafik i forbindelse med transport til job og uddannelse, men ikke for ældre dårligt gående med f.eks. rollator, hvis de ikke er visiteret til kørsel.
De pågældende ældre kan ikke eller har meget svært ved at benytte andre former for kollektiv trafik, ifølge Rita Vinding.
Prisen for høj
Rita Vinding nævner berammede prisstigninger som en stor anstødssten.
»En forhøjelse af prisen for flextur i Syddjurs fra 4 kr. pr. km og mindst 30 kr. til 7 kr. pr. km. og mindst 35 kr. betyder en væsentlig forhøjelse af omkostningerne ved at køre internt i kommunen og til Favrskov, som der er samarbejdsaftale med, samt til Regionshospitalet Randers. Det er meget sandsynligt, at færre vil benytte flextur til den højere pris,« siger Rita Vinding.
Hun bemærker, at en ældre borger som benytter flextur til indkøb i f.eks. Rønde, får turen ud og hjem med bus for 27 kr. med Rejsekort, hvis der er 1-2 zoner.
Ældrerådet anerkender harmonisering af de åbne kørselsordninger, så der bliver ens pris i alle kommuner i Region Midtjylland og flere muligheder for at bruge ordningerne, og at flextrafik bliver til at gennemskue både, hvad angår bestilling og pris. Men prisen er for høj.Rita Vinding, formand for Ældrerådet i Syddjurs
Med nuværende pris for flextur vil det koste mindst 60 kr., med de nye priser 70 kr.
Hvis en borger i Ebeltoft skal til undersøgelse eller på sygebesøg hos en ægtefælle på Regionshospitalet i Randers og ikke er visiteret til kørsel, vil flexturen fra Ebeltoft med nuværende pris koste 448 kr. ud og hjem, med den nye pris 784 kr., hvis der ikke bliver knudepunkt ved Regionshospitalet.
»Ældrerådet anerkender harmonisering af de åbne kørselsordninger, så der bliver ens pris i alle kommuner i Region Midtjylland og flere muligheder for at bruge ordningerne, og at flextrafik bliver til at gennemskue både, hvad angår bestilling og pris. Men prisen er for høj,« siger Rita Vinding.
Hun hæfter sig ved, at FDM har beregnet, at det afhængigt af bilmærke, størrelse og brændstof, alle udgifter medregnet, koster et sted mellem 3,20 kr. og 4,98 pr. km at køre i egen bil.
Det skal ses i sammenhæng med den nuværende pris i Syddjurs på 4 kr. pr. km for flextur, som Ældrerådet finder passende og ikke bør være til diskussion.
Det vil fortsat være startkommunen, som betaler for turen.
Knudepunkter
Ældrerådet anbefaler, at der ud over knudepunkt ved stationer i Syddjurs, Superstop i Ebeltoft, Aarhus Lufthavn og ved Molsskolen også bliver knudepunkt ved Ebeltoft Sundhedshus, Nørreport 2, og ved busterminalen i Ebeltoft, så der er kort afstand til såvel Rådhuset som Kernehuset på Østeralle 33, hvor der er aktiviteter for ældre.
Et knudepunkt er et sted, hvor forskellige transportformer mødes. Det kan være både offentlig transport og private mobilitetsordninger, som supplerer hinanden og sikrer, at der er gode forbindelser til og fra stedet.
Ældrerrådet har overfor Natur- teknik- og miljøudvalget anbefalet følgende:
- at udvalget i forbindelse med knudepunkter inddrager ældre borgeres mulighed for nem og billig adgang til steder, hvor aldersgruppen kommer jævnligt i sine overvejelser.
- at Ældrerådet høres, når der vælges knudepunkter.
- at der stadig skal være mulighed for kontant betaling, og at der indføres en form for Rejsekort til flexture.
- at der er rabat, når flere personer kører flextur sammen.
Høringsperioden løber fra onsdag 17. november 2021 og indtil onsdag 1. juni 2022 kl. 12.00.
Interesserede kan læse mere om harmoniseringsplanerne og den nævnte Megafonundersøgelse, som er et nærstudie i tåkrummende sproglig idioti på www.fletrafik.dk