Christian Haubuf: Sig nej til fælles socialdemokratisk partiforening
Hvis man ikke ønsker aktive partimedlemmer, så er det en god íde at fusionere Socialdemokratiet Syddjurs-Vest og Socialdemokraterne Ebeltoft og omegn, siger den mangeårige bestyrelsesformand for sidstnævnte med et pænt anstrøg af sarkasme.
Christian Haubuf, 71, deltog ikke i sidste uges generalforsamling hos Socialdemokraterne Ebeltoft og omegn, hvor han ellers har været aktiv, så længe han kan huske. Det er vel ikke for meget at sige, at partiforeningen har været hans politiske hjertebarn.
Det var ikke ond vilje eller bevidst obstruktion fra Haubufs side, men han skulle noget andet, som han udtrykte det.
Det havde ellers været hyperaktuelt for den tidligere mangeårige bestyrelsesformand at deltage, fordi de fremmødte skal diskutere en fusion af de to partiforeninger i Syddjurs, som har rosen som symbol, Socialdemokratiet Syddjurs-Vest og Socialdemokraterne Ebeltoft og omegn.
Det forhenværende byrådsmedlem har hidtil haft en klar holdning til en fusion.
Hver gang temaet har været oppe at vende, har Haubuf konsekvent argumenteret imod.
»Min holdning er den samme. Det er der ikke ændret en tøddel på. Jeg mener, at en stor kommunal partiforening er af det onde. Det kan godt være, at det vil løse en masse praktiske udfordringer med færre møder og, at det vil blive nemmere at skaffe folk til bestyrelsen, fordi der nu kun er en, men ulemperne er færre aktive medlemmer, og det mener jeg må være et afgørende argument for at sige nej tak,« siger Christian Haubuf.
Det er demokratiets lod, at vi er nødt til at mødes. Det betragter jeg ikke som et større problem, men det er derimod et problem, hvis vi mister aktive medlemmer. I forvejen har de politiske partier ikke mange medlemmer.Christian Haubuf
Lokale foreninger nummer et
Christian Haubuf spørger tilhængerne af en fusion, om de kan nævne et eneste eksempel på, at større enheder giver flere medlemmer.
»Svaret er nej. Jeg ved, at da man fusionerede de tre socialdemokratiske partiforeninger i Rosenholm, Rønde og Midtdjurs, gav det ikke flere medlemmer, men det modsatte. Jeg kan især huske, at afdelingen i Midtdjurs var meget aktiv, men det oplever vi ikke mere.«
Christian Haubuf var selv været med til at fusionere tre partiforeninger i den tidligere Ebeltoft Kommune, og det husker han heller ikke som den store succes.
»Jeg mener, at så længe det er muligt at drive en lokal partiforening, så skal man gøre det. Den dag, det ikke længere er muligt, ja så okay, så er en fusion måske eneste mulighed for at fortsætte, men lur mig. En stor partiforening vil få betydning for aktivitetsniveauet her i Ebeltoftområdet. Det kan godt være, at mange af de nuværende fortsætter som medlemmer, men det bliver ikke som aktive medlemmer, og så ender det med, at vi langsomt år efter år må sige farvel til medlemmer og ikke får nye ind.«
- Hvorfor køber du ikke det argument, som flere af dine partifæller nævner, nemlig, at der er alt for mange møder på kryds og tværs med de samme personer i Syddjurs? En partiforening vil betyde færre møder og frigøre kræfter til andet politisk arbejde?
»Det er demokratiets lod, at vi er nødt til at mødes. Det betragter jeg ikke som et større problem, men det er derimod et problem, hvis vi mister aktive medlemmer. I forvejen har de politiske partier ikke mange medlemmer.«
Arbejdsgruppe nedsættes
Der er lagt op til, at en eventuel fusion ikke skal foregå nu og her, fordi præmisserne først skal diskuteres i en arbejdsgruppe.
»Det er da fint, hvis man beslutter fra Ebeltoftafdelingens side at indgå i en arbejdsgruppe, selvom det ikke vil løse det grundlæggende problem, færre aktive medlemmer.«
- Handler det her ikke mere om, at partiforeningen skal langt mere frem på beatet og sikre, at der kommer aktivitet og møder overalt i kommunen? Hvorfor mener du ikke, at det kan arrangeres?
»Jamen, det er fine tanker på et stykke papir. Virkeligheden er bare, at der er langt fra Hornslet til Ebeltoft og omvendt, og der bliver ikke kortere, fordi man fusionerer vores to partiforeninger. Derfor får et forslag om en fusion ikke min stemme, og det skal jo i øvrigt afgøres på en ekstraordinær generalforsamling, hvor to tredjedele af de fremmødte skal stemme ja for, at en fusion bliver en realitet.«
Stoppede i 2021
Christian Haubuf valgte i efteråret 2021 både at opgive sin plads i Byrådet og stoppe som bestyrelsesformand hos Socialdemokraterne Ebeltoft og omegn.
Det skete i kølvandet på beskyldningerne om sexchikane på hans tidligere arbejdsplads Margrethebørnehaven i Pindstrup, hvor han var leder i næsten 34 år.
I dag hedder Margrethebørnehaven Pindstrup Børnehus og er en del af organisationen i Syddjurs Kommunes specialskole, Pindstrupskolen.
Navneskiftet til Pindstrup Børnehus skete i forbindelse med overgangen til fællesledelse med Pindstrupskolen pr. 1. august 2018.