Vildsvinehegn: Pindstrup borgere går til modstand
Underskriftsindsamling i Pindstrup mod planerne om opsætning af vildsvinehegn på markerne nord for vejene Skovbrynet, Bøgevej og Tørvevej over til Brunmosevej.
Det møder tilsyneladende stor modstand i Pindstrup, at der skal opsættes vildsvinehegn lige op til et større parcelhusområde.
Det er Fjeld Skov ved indehaver Frederik Estrup som går med seriøse planer om at lade vildsvin gå på et indhegnet areal på markerne nord for Skovbrynet, Bøgevej, Tørvevej og helt over til Brunmosevej.
Ansøgningen til Syddjurs Kommune er sendt i høring med indsigelsesfrist 14. marts 2022 til de parcelhusejere, der grænser lige op til marken.
»Men modstanden er meget større og omfatter stort set alle i byen, og der er en omfattende underskriftsindsamling i gang som understøtter det høringssvar, der skal afleveres til kommunen,« fortæller Jan Qvist, som bor på Skovbrynet.
Pindstrupborgernes protester skyldes følgende, forklarer Jan Qvist:
Syddjurs Kommune vil tilsidesætte lokalplan 098 fra 2006 således, at byzone flyttes helt ned til de i dag eksisterende parceller, og samtidig ønsker Fjeld at få dispensation for afstandskravet på 50 meter til bebyggelse efter, at lokalplanen er ophævet.
»Det vil med andre ord sige, at hvis denne dispensation gives, så kan hegnet flyttes helt ned til parcellerne uden noget afstandskrav. Hvis dispensationen ikke bliver givet, søges der så alternativt, at lokalplan 098 ophæves, byzone stadig flyttes og man så overholder de 50 meter fra parcellerne,« siger Jan Qvist.
Fremadrettet havde vi i Pindstrup en forventning om, at man politisk ville gå tilbage til at udstykke almindelige tusind kvadratmeter parceller, fordi vi er overbevist om, at de nemt ville kunne sælges. Dette både til tilflyttere og herboende, der har ytret ønske om at bygge, hvis der blev udstykketJan Qvist, Pindstrup borger
Forhindrer udvikling
Markerne nord for Skovbrynet, Bøgevej og Tørvevej har i alle lokalplaner frem til 2006 været afsat til forsat udvikling af byen, noterer Jan Qvist.
I 2006 lavede man så lokalplan 098 som skulle sætte gang i 9 store ( 4500-6000 m2) store jordbrugs/skovparceller med huse ned mod vejen.
Disse blev blot alt for dyre og blev aldrig byggemodnet.
»Fremadrettet havde vi i Pindstrup en forventning om, at man politisk ville gå tilbage til at udstykke almindelige tusind kvadratmeter parceller, fordi vi er overbevist om, at de nemt ville kunne sælges. Dette både til tilflyttere og herboende, der har ytret ønske om at bygge, hvis der blev udstykket,« siger Jan Qvist.
Et tema der også blev understreget, da tidligere Syddjurs borgmester Ole Bollesen (S) var på rundtur i byen med et følge af af Pindstrup borgere i halen for et par år siden. Med i følget var tidligere Midtdjurs borgmester Hans Chr. Baltzer (S), og han talte netop varmt for at få det pågældende område udstykket til byggegrunde ved denne lejlighed.
For Jan Qvist og de øvrige borgere vil Pindstrups muligheder for byudvikling blive slukket for altid, hvis vildsvinene kommer.
De frygter, at huspriserne vil falde, fordi ingen vil være nabo til vildsvin.
Flyt ind i skoven
»Borgere i Pindstrup vil ikke længere få mulighed for en gåtur i skoven, da det er hele området ned mod byen, der vil blive hegnet ind. Der vil dog blive adgang på eget ansvar som i Rosenborg Skovdistrikt,« bemærker Jan Qvist.
Borgerne foreslår som alternativ, at Frederik Estrup flytter sine vildsvin og indhegning helt ind i skoven og »ikke 0-50 m fra et attraktivt boligområde med udviklingsmuligheder for nye skatteborgere og indtægter til kommunekassen,« som Jan Qvist udtrykker det.
»Vi mener, at der må kunne findes en bedre løsning, og vi mener, at Byrådet bør tage dialogen med os. Tænk, hvis folk flytter fra kommunen og byen,« siger Jan Qvist.