Fortsæt til indhold

Vil forbyde salg af tobak for denne generation

Regeringen vil tirsdag præsentere et udspil til en sundhedsreform på et pressemøde, og ifølge TV2 indeholder den et forbud af salg af tobak for personer født i 2010 og opefter.

Politik
jwh

Sundhedsministeriet afholder tirsdag pressemøde, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil præsentere et udspil til en sundhedsreform.

Ifølge TV2 Nyhedernes oplysninger indeholder reformen et forbud af alt salg af tobak for årgang 2010 og opefter, og samtidig ønsker regeringen at indføre en 18-års grænse for køb af alkohol i butikker.

Lanceringen sker kort tid efter, at Sundhedsstyrelsen kom med en ny national sundhedsprofil, som især fokuserede på, at rygning og alkohol er på retur blandt unge og udgør en stor udfordring for unges sundhed.

»Den adfærd, man har som barn og ung, følger en i voksenalderen. Derfor skal vi have et stort fokus på, at mange unge drikker meget, ryger og ikke rører sig nok. Det kan være svært at ændre på den situation, når det først er blevet til en vane. Derfor mener vi, at det er yderst nødvendigt, at vi både nationalt, regionalt og kommunalt støtter unge i at få en bedre sundhed, både fysisk og mentalt,« Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, dengang i en pressemeddelelse.

Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse røg 18 procent af danskerne dagligt eller lejlighedsvist i 2020. I 1950’erne røg over halvdelen af den danske befolkning hver dag. 70 procent af dem, der ryger dagligt eller lejlighedsvis, begyndte ifølge Kræftens Bekæmpelse at ryge regelmæssigt, inden de fyldte 18 år.

Dagens pressemøde er klokken 17 og finder sted på Rigshospitalet i København.