Mols Bjerge bliver naturnationalpark
Regeringen og støttepartierne har nu udpeget de sidste 10 områder, som skal være naturnationalparker. Et af dem er Mols Bjerge.
Helt som ventet får de statslige arealer i Mols Bjerge status som naturnationalpark.
Det er blev afsløret på et pressemøde i Miljøministeriet torsdag, hvor Miljøministeren holdt hof med støttepartierne og afslørede navnene på de næste 10 områder, som skal være naturnationalparker.
»Alt for længe har vi lagt bånd på naturen. Tæmmet den. Gjort den snorlige og symmetrisk. Men i dag sætter vi naturen fri. Vi gik til valg med et løfte om at give naturen langt mere plads med 15 naturnationalparker fordelt over hele landet. Det leverer vi på nu. I årtier har vi talt om alt det, der er forsvundet fra vores natur. I dag kan vi begynde at tale om alle de arter, der skal blive flere af. Og det er ikke kun godt for naturen. Det giver også fantastiske naturoplevelser,« siger ministeren.
Regeringen og aftalepartierne har allerede afsat 5 mio. kr. til friluftsliv i hver naturnationalpark. Det er besluttet at afsætte yderligere 15,9 mio. kr. i alt til etablering af friluftsfaciliteter, opkøb af nærliggende arealer mv.
Det er kun de statsejede arealer, der kan blive aktuelle som naturnationalpark. De udgør cirka 20 procent af Nationalpark Mols Bjerge.
Det kendetegner en naturnationalpark
- I naturnationalparkerne får naturen i højere grad lov til at udvikle sig på naturlige præmisser.
- I modsætning til nationalparker må naturnationalparkerne for eksempel ikke indeholde landbrugsjord, skovbrug eller anden økonomisk udnyttelse af naturen
- Der bliver udsat store græssende dyr, som skal være med til at udvikle naturen i områderne. Hegn skal holde dyrene inde, men der vil være adgang for besøgende
- En af de store knaster i debatten er tilskudsfodring eller ej. Loven for naturnationalparker giver mulighed for tilskudsfodring.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening
Hvorfor Mols?
Miljøministeriet fortæller følgende om den generelle baggrund for valget af placeringerne af de kommende naturnationalparker:
»Naturnationalparkerne etableres på statslige arealer og udpeges ud fra en række kriterier, som er udarbejdet i samarbejde med forskere, og som skal sikre, at placeringen gavner naturen og biodiversiteten mest muligt. Det inkluderer kriterier som størrelse, biodiversitetsindhold, indhold af Natura-2000-arealer, egnethed til helårsgræsning, muligheder for friluftsliv, og de lokale forhold, der gør sig gældende i de enkelte områder.
Endelig har man sikret sig, at naturnationalparkerne samlet set komplementerer hinanden, at der er en rimelig geografisk spredning, og at væsentlige danske naturtyper er repræsenteret.
Midlerne til at etablere de kommende naturnationalparker stammer fra regeringens og aftaleparternes Natur- og Biodiversitetspakke fra 4. december 2020.