Nye Borgerlige har valgt folketingskandidat på Djursland
Kampen om titlen som folketingskandidat for Nye Borgerlige på Djursland er afgjort. Den stod mellem partiets to lokalpolitikere, Jens Kannegaard Lundager og Laila Sortland.
Der var 18 stemmer til Jens Kannegaard Lundager, som sidder i Norddjurs Kommunalbestyrelse, og ni til Laila Sortland, som sidder i Syddjurs Byråd, da Nye Borgerlige forleden var samlet for at vælge folketingskandidat i Djurskredsen.
Dermed vandt Jens Kannegaard Lundager en sikker sejr.
Han har en fortid som medlem af Socialdemokratiet og siden Dansk Folkeparti. Han var således kandidat for førstnævnte ved det allerførste valg til Syddjurs Kommune tilbage i 2005, ligesom han var på listen i Norddjurs ved kommunalvalget i 2017 for Dansk Folkeparti. Begge gange uden at blive valgt.
Ved det seneste kommunalvalg i 2021 var Jens Kannegaard Lundager spidskandidat for Nye Borgerlige i Norddjurs og med 460 stemmer lykkedes det i tredje forsøg at komme med i de hellige haller.
Pengene skal følge borgeren, kun på den måde kan vi få frihed, til at vælge de velfærdsydelser som passer til os personlig, og ikke tankegangen one-size-fits-all.Jens Kannegaard Lundager, Nye Borgerliges nyvalgte folketingskandidat
Klar til kamp
Folketingsvalget kommer tættere og tættere på for hver dag, der går.
Derfor er Jens Kannegaard Lundager ved at ruste sig til valgkamp.
På opstillingsmødet oplistede han sine mærkesager.
Lundager har ligesom mange andre med ham et ønske om at få E45 ført helt ud til spidsen af Djursland og forbi Aarhus Lufthavn. Endvidere en såkaldt 2 i 1 løsning fra Randers til Grenaa.
»Begge løsninger vil være til glæde og gavn for alle på Djursland, både alle der bor her, pendlere og ikke mindst virksomhederne. Det vil være afgørende, hvis vi skal sikre vækst og fortsat udvikling på Djursland,« lyder det fra Nye Borgerliges bud på en stemme fra Djursland på Christiansborg.
Lundager vil også have fjernet, hvad han kalder »unødvendigt frås og bureaukrati.«
»Der er alt for mange råd, udvalg og styrelser. Vi lever i et DJØF’iseret samfund. Pengene skal følge borgeren, kun på den måde kan vi få frihed til at vælge de velfærdsydelser som passer til os personlig, og ikke tankegangen one-size-fits-all,« fastslår Jens Kannegaard Lundager.
Han vil gøre op med den »forfejlede tankegang, at solceller og vindmøller alene kan redde vores energiforsyning.«
I stedet skal nye kernekraftteknologier, såsom Danske Seaborg Technologies (en ny type reaktorteknologi baseret på flydende salt, red.) fremmes.
Forsigtige udsagn
Når det gælder de store velfærdsområder, har Jens Kannegaard Lundager også dagsordener, der vil gøre op med, hvad der lige nu gælder på bjerget.
Handicapområdet skal væk fra kommunerne og overtages af staten, det skal ikke være ens bopæl, der afgør hvilken hjælp man får.
På skoleområdet vil han gøre op med den nuværende inklusionstankegang.
»Vi skal stoppe med at lave skoler, som børnene skal passe ind i og i stedet lave skoler som passer til vores børn,« lyder det slagordsagtigt.
På ældreområdet vil Lundager sørge for ordentlig pleje og omsorg til de som har været med til at opbygge vores velfærdssamfund
»Vi kan ikke være andet bekendt, vi skal også sørge for ordentlige arbejdsforhold for de ansatte,« siger Nye Borgerliges nyvalgte folketingskandidat på Djursland.
Benytter man ’ikke-metoden’ på de to sidste programpunkter, skole- og ældreområdet, træder det tydeligt frem, at ingen partier, fra venstrefløj til højre, vil modsige ham.