Fortsæt til indhold

EU-parlamentariker rider i pit ved Det gamle posthus

Socialdemokratiet i Syddjurs trakterer med grillmad til medlemmerne, når EU-parlamentariker Niels Fuglsangs cykeltur den kommende lørdag passerer et knudepunkt i Ryomgård.

Politik

Bestyrelsen for Socialdemokratiet Syddjurs-vest, der har fået Anni Plannthin Mogensen som ny formand, tænder grillen ved Det gamle posthus i Ryomgård lørdag for medlemmer af partiet og ledsagere.

Anledningen er EU-parlamentariker Niels Fuglsangs cykelridt på Djursland med forventet ankomst til det tidligere posthus som ejes af Syddjurs Kommune klokken 17.

Allerede klokken 15 er kaffen klar, så bunden er lagt og hyggen har indfundet sig, når Niels Fuglsang og hans Tour de Fuglsang tropper op for at fortælle nyt om Europa og tanke op til det videre ridt.

Før Niels Fuglsang blev valgt til Europa-Parlamentet arbejdede han blandt andet for Socialdemokratiet som rådgiver i Europa-Parlamentet og som kampagneleder.

Niels Fuglsang har også tidligere været frivillig i Obamas valgkampagne.