Politik a gogo

Er politik en ædel beskæftigelse, blev statsminister Hans Hedtoft en gang spurgt, da han sad på magtens tinde i 1950’erne?

»Det kommer sandelig an på med hvilket sind politikken udøves,« svarede den socialdemokratiske statsminister tilbage.

Hedtoft døde af en blodprop i en ung alder på Grand Hotel i Stockholm under et møde i 1955 i sit elskede Nordisk Ministerråd.

Hans Hedtoft er ikke et navn, der klinger hos ret mange i dag. Det samme med hans ord om, at politik er et ædelt erhverv, hvis det udøves med et sind, hvor sagen og substansen betyder alt, og årsagen til Lars Løkke Rasmussens deltagelse i Bubbers bryllup i lørdags intet.

Det er svært at øje ædelheden hos for mange politikere i dag.

På Christiansborg har vi siden valget 5. juni 2019 været vidne til nærmest en folkevandring.

Aldrig i Danmarkshistorien har vi set så mange forlade deres folkevalgte mandat før tid.

Nogle fik hurtigt nok af Christiansborg, mens andre har skiftet parti eller er blevet løsgængere i et væk.

Partierne står ikke nævnt med et ord i Grundloven, men det ved kun de færreste.

Det er ikke det, som er årsagen til, at ’mig-først-kulturen’ har taget til i et omfang på Borgen som aldrig set før.

Er vi oppe på 40 tilfælde af partiskift og farvel til Folketinget før tid?

Vi er tæt på, hvis ikke over de 40?

Jens Rohde f.eks. forlader politik, når denne periode er afsluttet.

Han var i sin pure ungdom en af de unge løver i Venstre, som der blev stillet store forventninger til.

Forventningens glæde er som regel altid den største. Også i tilfældet Rohde, der siden blev Radikal og sluttede hos Kristendemokraterne. Snydt!

Rohde proklamerede forleden, at han nu er løsgænger igen-igen.

Ida Auken var engang SF Miljøminister i Helle Thorning-regeringen, men i lighed med andre SF’ere forlod hun partiet og skiftede, ikke til S, men til Det Radikale Venstre.

Senere blev hun socialdemokrat ligesom andre SF’ere som ministrene Astrid Krag, Jesper Petersen og Mattias Tesfaye.

Venstre har også oplevet skift på skift i denne periode. Djurskredsens Britt Bager fandt pludselig ud af, at hun var borgerlig, før hun var liberal og blev budt velkommen hos De Konservative. Støjberg og Løkke stiftede hver deres parti, og Dansk Folkeparti mistede stort set hele folketingsgruppen, der anede nye muligheder hos Støjberg.

Som DF’ere var de forhippet på et dansk Brexit. Det er Støjberg ikke. Hun vil bevare EU, men som det gamle EF - Fædrelandenes Europa. Det ville hele korpset af gamle DF’ere pludselig også, da de blev Danmarksdemokrater hen over natten.

Sådan kunne vi blive ved.

Er politik en ædel beskæftigelse? Tjah...

Heldigvis bliver der lavet masser af politik på Borgen som involverer mange partier. Folkestyret arbejder på trods af afhoppermanien.

Forlig, der sjældent skaber overskrifter, men trods alt giver forhåbninger.

Ligesom da Pandora åbnede sin krukke for anden gang, og håbet strømmede ud.

Håbet om, at politiske afhoppere er en saga blot, er tvivlsomt. De er kommet for at blive i ’mig-først-kulturen’. De bidrager kun yderlige til politikerleden.