Wammen svarer på spørgsmål: »Selvom mit hjerte banker for Aarhus og Østjylland, så er jeg finansminister for hele Danmark«
Finansminister Nicolai Wammen (S) svarede på læsernes spørgsmål, da han deltog i Jyllands-Postens Lokalavisers "Klog på Kandidaten", hvor en række østjyske folketingskandidater bliver inviteret ind til en livechat.
Der var godt gang i spørgsmål om alt fra stigende energipriser, Kattegatforbindelse og udligningsreform, da finansminister Nicolai Wammen (S) for nylig afsatte en time til at svare på spørgsmål fra læserne. Et udvalg af spørgsmål og svarene er samlet her.
Søren Andersen: Er det et udtryk for mistillid til de danske kommuner, når det hvert år åbenbart er nødvendigt med en meget stram aftale mellem KL og regeringen om, hvad kommunerne må opkræve i skat og bruge på drift og anlæg?
Nicolai Wammens svar:
Kære Søren
Jeg mener ikke, at der er tale om mistillid til kommunerne. Jeg har selv en fortid som borgmester og har stort respekt for det arbejde, der bliver lavet i vores kommuner og regioner. Samtidig udgør kommunerne og regionerne, en stor del af Danmarks økonomi. Derfor er det vigtigt, at de også holder igen, så vi ikke puster til inflationen, der er meget høj.
Det skal ses i lyset af, at vi under den her regering har leveret på løftet om, at der skal følge penge med, når der heldigvis bliver flere børn og ældre, og vi under Corona bad kommunerne om at skrue op for at sætte gang i økonomien, da det på det tidspunkt var det, Danmark havde brug for.
Ole Pedersen: Vil du være med til at hindre, at der bruges flere penge på planlægning af den miljøødelæggende Kattegatbro?
Nicolai Wammens svar:
Kære Ole
Jeg synes, at det er fornuftigt, at vi får undersøgt både de økonomiske og miljø- og klimamæssige forhold i forbindelse med evt. anlæggelse af en Kattegatforbindelse.
Det vil i givet fald være en kæmpe stor beslutning og derfor er det vigtigt, at vi uanset om det ender med, at man politisk går videre med projektet eller ej, kan gøre det på et oplyst grundlag, derfor vil der blive arbejdet videre med at skaffe et godt og brugbart beslutningsgrundlag.
Lisbeth Glud: Hvordan ser du på muligheden for, at nogle kommuner kan hæve skatten en smule - uden at blive økonomisk straffet af staten, hvis ikke andre kommuner sænker deres skat - for at få budgetterne til at hænge sammen og opretholde den kommunale velfærd?
Nicolai Wammens svar:
Kære Lisbeth
Vi har lavet en aftale med kommunerne, som også indeholder den samlede skat som kommunerne kan indkræve, her er hovedreglen, at hvis der, derudover er kommuner, der skal hæve skatten, så er der andre, som skal sætte den tilsvarende ned.
Det er et fornuftigt udgangspunkt.
Victoria Trolle-Millbrath: Visse samfundsgrupper arbejde sammenbidt på, at der skal indføres skattelettelser. Hvad vil der mon ske, hvis man letter skatten nedefra? Altså forhøjer det skattefri bundfradrag så kraftigt, at pensionister, der er berettigede til ældrecheck, bliver skattefri?
Nicolai Wammens svar:
Kære Victoria
Som finansminister er det jo min opgave at få det samlet husholdningsbudget for staten til at gå op. Vi vil i de kommende år blandt andet få brug for skattekronerne til at passe godt på vores velfærd, tage hånd om klimaudfordringerne og til forsvar/sikkerhed. Det betyder samtidig, at der bliver mindre plads til evt. skattelettelser. Hvis vi på et tidspunkt får mulighed for at give skattelettelser, er jeg enig i, at det skal være i bunden og ikke i den allerøverste top af indtægterne som eksempelvis Søren Pape Poulsen (KF) har foreslået det.
Robert Knudsen: Da regeringens udligningsreform kom i 2020, stod Aarhus kommune som en af de helt store tabere med et minus på over 50 mio. kr. Du er valgt i Aarhus og fører dig frem som ”Østjyllands stærkeste stemme”. Hvorfor svigtede du Aarhus her? For mig at se gør du Aarhus fattigere.
Nicolai Wammens svar:
Kære Robert
Regeringen lavede sammen med en række partier en udligningsreform, som skulle være med til at skabe et bedre økonomisk fundament under de danske kommuner under et og ikke mindst de kommuner, som havde den dårligste økonomi. Det er rigtigt, at Aarhus Kommune bidrager til den aftale. Det er samtidig også vigtigt at sige, at Aarhus Kommunens samlede situation ikke alene afhænger af udligningsreformen, men skal ses i forhold til alle de beslutninger, der er taget i denne regeringsperiode. Eksempelvis infrakstrukturaftalen som indeholder milliardstore investeringer i Aarhus og Østjylland, hvor jeg som finansminister sad for bordenden. Eller sagt på en anden måde: nogle aftaler vil have et plus for Aarhus og Østjylland, imens andre vil have et minus.
Det er samtidig også vigtigt at sige, at selvom mit hjerte banker for Aarhus og Østjylland, så er jeg finansminister for hele Danmark, og de aftaler, jeg indgår, er på vegne af hele Danmark.
Søren Ploug Lilmoes: I den Infrastrukturplan, et bredt flertal i Folketinget lavede sidste år, er der lang vej til en motortrafikvej (Rute 26) mellem Aarhus og Hammel. Vil du være med til at fremrykke projektet?
Nicolai Wammens svar:
Kære Søren
Jeg er rigtig glad for, at vi med infrastrukturaftalen fik afsat penge til Rute 26. Jeg forstår samtidig godt, at du kunne tænke dig, at man kan komme tidligere i gang med projektet, end det der fremgår af planen. Det er samtidig vigtigt at sige, at planen løber helt frem til 2035, og at vi derfor har skullet lavet en samlet prioritering for hele Danmark. Det betyder, at nogle projekter i Østjylland bliver igangsat meget hurtigt eksempelvis E45, imens andre desværre først kommer senere.
Rudi Märcher: Hvordan kan det være, at I ikke undersøger forretningernes prisstigninger? Har svært ved at forstå, at f.eks hvide asparges, som vi ser i dag, stiger så mange procent, toiletpapir, alle de mest nødvendige varer stiger under påskud af krig - de ting har da intet med hinanden at gøre. Så igen - undersøg de prisstigninger.
Nicolai Wammens svar:
Kære Rudi
Vi ser helt generelt store prisstigninger i kølvandet på Putins forfærdelige krig i Ukraine, og det rammer desværre i høj grad de danske husholdninger. Det er blevet rigtig dyrt at købe ind, når energiregningen rammer, og når bilen skal tankes. I forhold til prisstigningerne, så er det noget som erhvervsministeren Simon Kollerup har meldt, at der vil blive holdt øje med.