Nye sparekrav mod Akutklinik i Grenaa
Region Midtjylland opererer med ny model for akutklinikker og foreslår klinikken i Grenaa lukket i dagtimerne og i færre timer i weekender.
Det hører tilsyneladende aldrig op.
I mange år havde Grenaa et sygehus - med overlæger, læger, sygeplejersker og hvad der ellers hører til.
Så ramte centralisering og sparekniv. Grenaa Sygehus blev til Grenaa Sundhedshus - med langt færre funktioner og skulle djurslændingene på sygehuset, gik turen 60 kilometer til Randers eller Aarhus
Først var det salamimetoden, der bid for bid skar en skive af aktiviteterne på Grenaa Sygehus - inden det endte med en lukning og overgang til sundhedshus med tilhørende akutklinik til at tage sig af de pludseligt opståede skader.
Og det er netop akutklinikken, som Region Midtjylland nu atter har til behandling i det politiske system.
I regionen er det Hospitalsudvalget og Udvalg for nære sundhedstilbud - der har den lokalt valgte socialdemokrat Else Søjmark, Grenaa, som formand - der skal tage stilling til en indstilling fra direktionen i Region Midtjylland, som foreslår lukning af akutklinikken i Grenaa i dagtimerne og reduceret åbningstid i weekenderne.
Robustgørelse
Det sker med udtryk, som man vist skal være medlem af DJØF for at kunne forstå. For eksempel, at der er tale om et ”led i en større proces vedrørende robustgørelse af akutområdet”. Og at man foreslår ”reduceret åbningstid med henblik på at understøtte bemandingen på akutafdelingerne.”
Kendsgerningen er, at Akutklinikken i Grenaa i dag er åben alle dage fra klokken 8-22. Og at direktionen indstiller, at den fremtidige åbningstid skal være fra klokken 16-22 på hverdage og fra klokken 10-22 i weekender.
Regionen begrunder nedskæringen med, at der kommer for få patienter i forhold til ressourcerne - men nævner ikke, at man fra klokken 8-16 kun kan gæste Akutklinikken med ganske få formål. I stedet er det meningen, at patienter i dette tidsrum skal kontakte egen læge - med de begrænsninger, det giver for at komme til samme dag.
Nedskæringen kan virke paradoksal, når regeringen og alle partier i Folketinget er blevet enige om at afsætte op til fire milliarder kroner til oprettelsen af op til 25 nye nærhospitaler.
I Socialdemokratiets oprindelige udspil var Grenaa nævnt som en af de byer, der skal rumme et nærhospital, men i forhandlingerne på Christiansborg endte det efter forhandling med de øvrige partier med en løsning, hvor kommunerne skal søge om og argumentere for, at komme på listen.
Seks akutklinikker
Der er i dag seks akutklinikker i regionen. De er beliggende i Silkeborg, Holstebro, Skive, Grenaa, Ringkøbing og Lemvig. I alle de sundhedshuse, hvor der er akutklinikker, er der mulighed for at få taget blodprøver og få optaget røntgenbillede uafhængigt af akutklinikkens åbningstid. Derudover er der i sundhedshusene en række forskellige planlagte behandlingstilbud, som er uafhængige af akutklinikaktiviteten. Tilbuddene varierer sundhedshusene imellem afhængig af, hvad der lokalt kan lade sig gøre.
Akutaftalen med de Praktiserende Lægers Organisation har betydning for, hvilke patienter der, udover det ovenstående, behandles i akutklinikregi i henholdsvis dagtid og vagttid. I dagtid ses alene patienter, der har brug for opfølgning - gips, forbinding eller lignende - efter at være røntgenfotograferet efter henvisning fra egen læge. Patienter med sår og småskader ses hos egen læge tættest muligt på borgeren.
Følger politikerne direktionens indstilling, vil det betyde, at patienterne i dagtid kan få optaget blodprøver og røntgen lokalt i Silkeborg, Holstebro, Skive, Grenaa, Ringkøbing og Lemvig, men at eventuel efterbehandling af skader skal ske enten hos egen læge eller på nærmeste akutmodtagelse. Altså en køretur på 60 kilometer hver vej mellem Grenaa og Randers.