Fortsæt til indhold

Kim Christiansen pendler fremover mellem Mariager og Knebel

Dansk Folkepartis folketingskandidat i Djurskredsen har sammen med sin kone Pia Adelsteen købt hus i Knebel, som de overtog nøglen til 10. oktober.

Politik

Kim Christiansen var klar, da Mette Frederiksen fra den opstillede talerstol foran hovedindgangen til Marienborg, udskrev folketingsvalg til afholdelse 1. november.

Spradebassen Kim Christiansen, som kalder en spade for en spade og har været medlem af Folketinget fra 2005-2019, har mod på et comeback til Christiansborg trods et eftertrykkeligt nederlag ved det seneste Folketingsvalg 5. juni 2019 og masser af palaver på de indre linjer i Dansk Folkeparti.

Djurskredsens folketingskandidat rykker tillige nu meget passende ind i Djurslands hjerte, når han og hustruen Pia Adelsteen kommer på plads i et hus på Skoletoften i Knebel.

Der er vildt dejligt herude på Mols, og vi glæder os begge til at rykke til Djursland
Kim Christiansen (DF)

»Der er vildt dejligt herude på Mols, og vi glæder os begge til at rykke til Djursland,« siger Kim Christiansen.

Bopælen i Mariager er solgt til det par, som de har købt huset af i Knebel.

»Der åbnede sig pludselig denne mulighed, fordi de ville så gerne købe vores hus i Mariager, men først skulle have deres eget solgt. Det gjorde, at vi efter nogle få overvejelser sagde ja til at rykke til Knebel, og det har vi bestemt ikke fortrudt.«

Restaurant til salg

Mariager har ellers været fikspunktet i mange, mange år for Kim Christiansen. Faktisk siden 1985.

Her har han drevet den kombinerede frokostrestaurant og kro, A’porta i Teglgade i en årrække.

»Restauranten er til salg og har været det et stykke tid. Så længe den er min, fortsætter vi med at drive den, og vi har heldigvis gode mennesker, der hjælper os,« siger Kim Christiansen.

A’porta har tit været mødested for politiske komsammener, når der skulle smedes et forlig eller en sag endevendes over en kop øl og en frokost.

»Pia og jeg beholder vores lejlighed i Mariager, så vi fortsat bevarer vores tilknytning, men vi vil være meget i vores nye hus i Knebel,« lover Kim Christiansen.

Til kommunalvalget i 2021 stillede Kim Christiansen op for DF i Mariagerfjord Kommune, hvor han fik 125 personlige stemmer, men ikke blev valgt ind.

Mariager og Kim Christiansen vil for altid i den politiske historie være to størrelser, som er svære at adskille. Selv et barn kender forhistorien om en omfartsvej til 377 mio. kroner omkring Kim Christiansens egen hjemstavn, som kun han, Kim Christiansen, kunne se behovet for.

Senere blev det ambitiøse projekt skåret ned med anseelige millioner. Fremfor at lade vejen gå hele vejen fra Mariager til Assens, sluttede det med det væsentligt kortere stykke fra Mariager til nabobyen Alstrup - fra omkring 377 til omkring 80 mio. kroner.

Pia og jeg beholder vores lejlighed i Mariager, så vi fortsat bevarer vores tilknytning, men vi vil være meget i vores nye hus i Knebel
Kim Christiansen (DF)

Klar til kamp

Danske Folkepartis mangeårige transport- og færdselsordfører fik i 2019 blot 1.156 personlige stemmer i Østjyllands Storkreds.

Det var kun fjerde flest blandt Dansk Folkepartis kandidater. Foran ham var Hans Kristian Skibby med 2.834, Mette Hjermind Dencker 2.348 og Sten Thomsen med 1.412 stemmer.

Da alt endnu var lysegrønt hos Dansk Folkeparti ved valget i 2015 scorede Kim Christiansen mere end dobbelt så mange personlige stemmer som ved valget fire år senere.

Kim Christiansen blev første gang opstillet som folketingskandidat for Dansk Folkeparti i 1999. Han har været kandidat for Dansk Folkeparti Djurskredsen siden 2010.

Skibby og Thomsen er siden gået til Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, mens Dencker ikke genopstiller.

Blandt Dansk Folkepartis syv kandidater i Østjylland: Laura Guldager, Danny Rosenkilde, Kim Christiansen, Nick Zimmermann, Anders Vistisen, Daniel Age Holm og Michael Nedersøe, er det kun Kim Christiansen, der kan prale af at have haft en stol på Christiansborg.

Derouten ved valget i 2019 og Dansk Folkepartis rekordagtige nedsmeltning siden valget af Morten Messerschmidt til formand 23. januar 2022 får ikke Kim Christiansen til at kaste handsken på forhånd.

»Jeg tror, at vi vil vinde frem under valgkampen, hvor det vil gå op for flere vælgere, at Dansk Folkeparti fortsat er det samme parti, de kender, mens de må tvivle på, om det samme gør sig gældende hos Danmarksdemokraterne, hvor mange af mine tidligere partifæller opstiller.«

Tøsedrenge

Kim Christiansen har aldrig selv været fristet til at forlade DF og gå med på Inger Støjbergs hold.

»Jeg kender Inger særdeles godt, fordi vi bor i det samme område og snakker godt sammen. Men det har aldrig været med i mine overvejelser at skifte til Danmarksdemokraterne.«

Kim Christiansen har tidligere kaldt de af sine tidligere partifæller i DF, der skyndsomt forlod partiet til fordel for Danmarksdemokraterne som en konsekvens af valget af Morten Messerschmidt til formand, for »tøsedrenge«.

»Det mener jeg fortsat. Jeg bakkede om op Kristian Thulesen Dahl, da han var formand, og jeg bakker på samme måde op om Morten Messerschmidt. Han fik trods alt 61 procent af stemmerne ved formandsvalget, så opbakningen var markant til ham.«

Da Kim Christiansen tidligere på året blev valgt med akklamation til at fortsætte som Dansk Folkepartis folketingskandidat i Djurskredsen, sparede han heller ikke på kritikken af de partifæller, der fandt ny varme hos Støjberg.

Han sagde således til Adresseavisen:

»Vi har for mange løsgængere i Folketinget. Det er blevet for nemt bare at forlade sit parti, fordi man ikke lige kan lide lugten i bageriet. Jeg havde respekt for de, der forlader deres parti, hvis de så også gav deres mandat videre og forlod deres stol i folketingssalen. Men vi ser desværre, at de bliver siddende. Sikkert fordi de ikke vil sige nej til en årsløn på 750.000 kroner plus månedlig sekretærhjælp på 40.000 kr. Sekretærhjælp, som de jo tidligere solidarisk skulle sende til partikassen.«

»Jeg ved godt, at Grundloven ikke opererer med partier, men når du bliver valgt til Folketinget, er det for et parti, og så er det lige meget, om du hedder Hans Kristian Skibby eller noget andet. Jeg er tilhænger af, at det blev skrevet ind i Grundloven, at man giver sit mandat videre, hvis man forlader sit parti midt i en folketingsperiode, men det er noget langvarigt noget med ændringer af Grundloven, men i det mindste kunne man forlange, at folk havde så meget pli, at de sad folketingsperioden ud for deres parti og herefter meddelte, at de ikke genopstillede.«

Glad for Djursland

Flytningen til Knebel er ikke blot et strategisk kneb fra Kim Christiansens side. Kærligheden til Djursland stor, fastslår han.

Derfor ved han også godt, hvilke kontakter han skal trykke på:

»Jeg har været kandidat på Djursland i mange år efterhånden og kender området særdeles godt. Derfor er jeg klar til at tage fat, hvor jeg slap, og kæmpe for bedre infrastruktur. Det er synd at sige, at en motorvej helt til Grenaa er rykket tættere på, men det vil jeg have øverst på min dagsorden, og jeg mener, at med den udvikling, der sker på Grenaa Havn, er gode argumenter for at kæmpe kampen på ny.«

Kim Christiansen har også en politisk kæphest, som han vil forfølge, der har mest med Syddjurs at befatte: Ikke overraskende Nationalparken. Det gjorde han en dyd ud af at fortælle, da hans kandidatur var en kendsgerning:

»Jeg har altid syntes, at ideen med nationalparker rundt omkring i Danmark, er noget underligt noget. Vores land er ganske enkelt for lille til den slags. Når man sammenligner med Yellowstone (USA’s første nationalpark, red.), som vel er på størrelse med Jylland, så er nationalparker i Danmark noget pjat. Aktuelt på Mols er der mange interesser, der skal varetages, og jeg har det svært med, at private lodsejere oplever, at den private ejendomsret trædes under fode.«

»Det er også fint, at man køber vildheste, der skal gå rundt derude i Mols Bjerge og græsse året rundt, men det stiller også krav til dyrevelfærden, og den skal være i orden. Det er noget, jeg vil holde tæt øje med.«

Fruen også i valgkamp

Kim Christiansen og Pia Adelsteen får ikke set meget til hinanden den næste måned.

Sidstnævnte havde oprindeligt ingen planer om at opstille til Folketinget, men det blev der lavet om på, da Frederikssundkredsen kaldte på den forhenværende viceborgmester i Frederikssund Kommune.

Pia Adelsteen blev MF i 2007 og har bl.a. været sit partis ordfører på det politisk-økonomiske område, været EU-ordfører, miljøordfører og ligestillingsordfører.

Hun genopstillede ikke ved sidste folketingsvalg, fordi hun i stedet var kandidat til EP-valget. Her fik DF imidlertid kun valgt Peter Kofoed.

Pia Adelsteen var i perioden 2018-2021 medlem af Mariagerfjord Byråd 2018-2021.