Fortsæt til indhold

Valgpip fra en tidlig og undrende brevstemmer

Du kan brevstemme til folketingsvalget tirsdag 1. november 2022 fra og med tirsdag 11. oktober 2022, men du kan ikke få udleveret en fortegnelse over partier og kandidater, der er opstillet i din storkreds. Er det logisk, spørger brevstemmer fra Hornslet med rette?

Politik

Jakob Brandt, Hornslet, mødte tirsdag 11. oktober op på Hornslet Bibliotek for at afgive sin brevstemme, fordi han er i København på valgdagen 1. november.

Stor var hans undren, da han bad personalet på Hornslet Bibliotek om at måtte se en fortegnelse over de lokale partier og kandidater, der opstiller i Djurskredsen som er en del af Østjyllands Storkreds.

Trods ihærdige forsøg på at finde navnene på kandidaterne, måtte bibliotekarerne melde pas. De kunne ikke støve en liste op.

»Så jeg satte kryds ved et parti, men tænker, at det er en smule unfair at åbne for brevafstemning, før der er udarbejdet lister over de lokale kandidater,« lyder det undrende fra Jakob Brandt.

Han noterede dog, at der er plads til at skrive et navn på stemmesedlen, hvis man kan vel at mærke kan huske navnet på den kandidat, man vil stemme på.

Hvor er logikken?

Du kan brevstemme til folketingsvalget tirsdag 1. november 2022 fra og med tirsdag 11. oktober 2022 til og med fredag 28. oktober 2022, men først 24. oktober kan du finde fortegnelser over de partier og kandidater, der er opstillet til valget i den storkreds, brevstemmestedet ligger i.

Det fremgår af Indenrigs- og boligministeriets hjemmeside.

Her står der også at læse:

»Fra mandag den 24. oktober 2022 vil du på borgerservicecentrene og andre brevstemmesteder finde fortegnelser over de partier og kandidater, der er opstillet til valget i den storkreds, brevstemmestedet ligger i.«

Det falder jo fint i tråd med, at kandidater, der ønsker at stille op til folketingsvalget, skal senest være anmeldt fredag 21. oktober 2022 kl. 12, men det hjælper jo ikke de vælgere, der ønsker at brevstemme? Eller gør det?

Du kan stemme igen

Det er med rette forståeligt, når Jakob Brandt og andre brevstemmere undrer sig.

Det er imidlertid ikke unikt ved dette valg, at kandidatlisterne først ligger klar otte dage, før vi skal til stemmeurnerne.

Hvis du er nødt til at stemme personligt, når du brevstemmer, skal du selv gøre en indsats forlods og finde en kandidat i din kreds og skrive vedkommendes navn på sedlen.

Hvis det så senere viser sig, at din kandidat er flyttet til en anden kreds eller alligevel ikke opstiller, så kan du gøre noget, der ellers er meget usædvanligt i et demokrati som det danske - du kan bare stemme igen.

Det vil dog betyde, at den første brevstemme bliver slettet, men du har faktisk altid mulighed for at brevstemme flere gange, også hvis du bare fortryder dit valg. Det kan du gøre helt frem til 28. oktober, hvor der bliver lukket for brevstemmer.

Hvis du nu har brevstemt på en kandidat, der siden flytter kreds, og du ikke afgiver en ny stemme, tæller din stemme bare på kandidatens parti.

Og hvis du er nødt til at brevstemme i et andet område end dit eget, så skal du selv undersøge kandidaterne, også selvom kandidatlisterne er endelige.

For kandidaterne på den stemmeseddel, du får udleveret, vil naturligvis være nogle andre end dem, du kan stemme på.

Håber du forstår logikken?